Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

Viser opslag med etiketten tasker og punge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tasker og punge. Vis alle opslag

7. januar 2016

Farvel 2015 - velkommen 2016......

Hvor tiden dog løber stærkt! Nu er endnu et år gået, og min største oplevelse i 2015 har jo helt klart været mit ophold på en måned i Grønland. Jeg havde i lang tid forud glædet mig helt vildt, til jeg skulle af sted, og lige pludselig er man hjemme igen og føler lige som et stort hul. Det er rigtig mærkeligt, for den følelse har jeg aldrig før haft. Livet i Grønland er i den grad faldt i min smag, så forhåbentlig får jeg muligheden for at komme derop igen.

Efteråret har nok været præget lidt af denne "tomhed", så håndarbejdsmæssigt har jeg også kunnet mærke det energien har ikke rigtig været til stede. Det er mest blevet til strikketøj, men i løbet af året er der jo alligevel blevet produceret en del.

Rejsemappen, som jeg syede til min grønlandsrejse, har været populær, som dem har jeg syet 5-6 stykker af til interesserede, og alle familiens yngste - samt et par voksne - er blevet godt forsynet med varme sokker!

Dette er en collage over årets produktion:


Her i starten af 2016 er der dog blevet færdiggjort et par projekter - her 2 stk. sofapuder, som skal til Grønland:


En lille ganske ubrugelig taske fra Red Brolly - men sød og sjov er den da - set fra begge sider:


Min gevinst, Doodles tørklædet fra Holst Garn er også færdigt og taget i brug. Det er fantastisk blødt og lækkert, og så vejer det kun 126 gram:


Med dette vil jeg ønske alle et rigtig godt nytår 2016.

18. november 2015

Lidt nyt.....

Her har længe været stille, for inspirationen og lysten til at lave en hel masse har stået på standby et stykke tid. Hvorfor ved jeg ikke, sådan har det bare været.

Efterhånden er jeg så småt ved at komme i gang igen, og da jeg fandt efterårsstofferne frem fra gemmerne, gik jeg i gang med en stor taske. Jeg manglede en til at have mit håndarbejde i, når jeg skulle i byen, så det blev til min egen udgave af Londontasken fra Annieb-Design:


Da jeg er lidt vild med farverne, og har masser af stoffet, blev det også til at symaskinecover, hvor jeg brugte noget hørlignende stof fra Stof og Stil som hovedfarve:


Helt på den lade side har jeg dog ikke ligget, for aftenerne foran tv'et er foregået med strikketøjet i hænderne, så det blev til sokker til alle de små i familien - ønsket af deres mødre:


Mit vikingesjal? Jo, det skrider langsomt - meget langsomt fremad, pind for pind, men det skal nok blive færdigt, for det er faktisk sjovt at strikke. Det dur dog kun for mig, når jeg har fuldstændig ro omkring mig. Jeg har allerede haft en del tilbagestrikning, og det er altså træls:


Stofferne fra coveret og tasken ligger stadig fremme, og skal foreløbig bruges til at par sofapuder, som ligger på tegnebordet (inde i hovedet altså)!

17. juni 2015

Endnu en rejsemappe

Der er jo ikke meget sommer lige i øjeblikket, så hvad kan være bedre end at sidde ved symaskinen?

Det har jeg gjort med god samvittighed i dag, og rejsemappe nr. 5 blev færdig. I morgen skal den så sendes til modtageren, og så håber jeg, den falder i hendes smag:


Jeg har ændret en smule på mønsteret, idet jeg også har sat lynlås i den gennemsigtige lomme. I det oprindelige mønster er den klare lomme blot et stykke plastic, der er syet på. Jeg har eksperimenteret lidt, da det hurtigt blev klart, at ting, der blev lagt i lommen, alt for nemt kunne falde ud. Jeg har derfor sat trykknapper i de fire første, men jeg tror, en lynlås er mere holdbar i længden.

11. juni 2015

Maratonsyning og flere rejsemapper . . . .

På maratongruppens månedlige sydag, som var i tirsdags, arbejdede vi denne gang alle 4 med samme projekt - en rejsemappe magen til den, som jeg allerede havde lavet et par stykker af i forvejen.

Da flere har udtrykt ønske om sådan en, har jeg nu syet 4. Nr. 2 er magen til nr. 3, og den er allerede afleveret til modtageren.

Rejsemappe nr. 3 og 4 (nr. 3 blev "venstrehåndet")


Det er faktisk rigtig sjovt at arbejde på samme slags projekt, i stedet for bare at sidde med hver sit individuelle sytøj, så det blev vi enige om, at det må prøves igen en anden gang.

Der bliver regnet ud, målt op og skåret til i dybeste koncentration, og jeg gjorde mit bedste for at vejlede efter mine egne erfaringer:


- men der var også masser af snak og råhygge. Eftermiddagskaffe på terrassen:


4 glade syveninder:

Der blev desværre ingen fotos af de andres rejsemapper, da ingen nåede at blive helt færdige - det blev min heller ikke. Det er den i lilla farver, og den er også først blevet færdig efterfølgende.

1. juni 2015

Ikke det store......

Her er lidt stille på min blog for øjeblikket, men i ventetiden, indtil lysten og inspirationen til at skrive, vender tilbage, vil jeg lige vise denne lille rejsemappe, jeg har lavet til min forestående rejse til Grønland:



Fremover skulle der gerne være styr på pas og alle andre rejsepapirer. Mønsteret er fra det norske quilteblad My Quilt.

22. december 2014

Færdige småting

Midt i alle juleforberedelserne er der også blevet lidt tid til at færdiggøre et par småprojekter:

4 dækkeservietter mere med ugler, der skal bruges til julegave. Sådan et sæt har jeg syet tidligere - se her, og jeg syntes faktisk, de blev så søde, at jeg fik lyst til at sy et sæt mere:


Islænder str. 2 år til Adam - min niece Trines lille søn:


2 par sokker, der skal bruges som gaver ti pakkebanko ved familiens julefrokost den 27. december:


Toilettaske til Freya - min niece Dittes lille datter:


- og endelig 2 tærtefutter, der også skal bruges som julegaver:


Jeg mangler lige at færdiggøre en lille juleløber, som også skal bruges til julegave, men den skal nok blive færdig inden juleaften!

Rigtig glædelig jul og et godt nytår til jer, der følger min blog. Vi ses i 2015, som forhåbentlig bliver et godt sy- og strikkeår!

1. oktober 2014

Endnu en Red Brolly taske

Efter at have været i gang et stykke tid, blev jeg endelig færdig med endnu en taske efter mønster fra australske Red Brolly:


Jeg havde glemt, at jeg klippede den første taske en smule større end mønsteret. Det gik først op for mig, da jeg havde klippet det hele ud. Det er lidt ærgerligt, for den måtte godt have været den smule større, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Modtageren skal nok blive glad for den alligevel.

Den første taske, kan du se HER!

30. september 2014

Kursus - projektmappe

I går var jeg på kursus hos Den Lille Lade i Ejstrupholm, hvor vi skulle lave en projektmappe, som Lone havde set og var blevet begejstret for, da hun tidligere på året besøgte butikken.

Lone og jeg startede fra Nyborg inden en vis mand fik sko på, og Mette samlede vi op på en parkeringsplads i Odense - da vi endelig fandt den!

Lidt forsinket nåede vi så Middelfart, hvor Kirsten og Helle ventede på os. Med Mettes symaskine i bagagerummet som bord, fik vi smurt os et af de medbragte rundstykker, som vi nød sammen med en kop kaffe, inden vi fortsatte kørslen ud i morgentågen!

Morgenkaffe i tågen
Lidt grej skal der jo med
Med ca. 3/4 times forsinkelse og efter en tur rundt i det midtjyske landskab via Lones gps, ankom vi til Den Lille Lade - en hyggelig 4-længet gård lidt uden for Ejstrupholm, hvor Ragnhild Battefeld har sin butik, sit galleri og sine undervisningslokaler - Den Lille Lade.

Ingen af os vidste rigtig, hvad vi gik ind til, men da vi havde set Ragnhilds eksemplarer af projektmappen, var vi alle solgt! Det var et super spændende projekt, og vi gik i gang med krum hals:

Ragnhild forklarer
Kirsten og Lone lytter opmærksomt
Helle og Kirsten
Det med at bruge lynlås i metermål og så selv sætte skyderne på voldte mine fingre lidt besvær, da jeg aldrig har prøvet det før. Heldigvis trådte Ragnhild hjælpende til:

Ragnhild sætter skydere på min lynlås
Vi arbejde koncentreret på projektet hele dagen kun afbrudt af en yderst delikat frokost, som Ragnhild havde forberedt til os samt en kop kaffe/the med hjemmebagte boller og banankage.

Mit sædvanlige rod omkring symaskinen
Jeg nåede lige knap at blive færdig med min mappe, men det gjorde jeg så tilgengæld i dag, og her er det færdige projekt - et flot ringbind med forskellige lommer til en masse nødvendigt grej:

Projektmappen forfra
- fra siden
- og åben
Nu skal der så produceres lidt flere lommer til at sætte i ringbindet, og så er mappen klar til mange forskellige projekter.

4. maj 2014

Weekendens projekt......

.......blev en lille kosmetikpung syet efter et mønster fra Butik Kastanja:

18. marts 2014

Valmuetaske

Det første færdige projekt på min nye symaskine blev denne indkøbs-/sytaske - eller hvad man nu vil bruge sådan en til:


Tasken begyndte jeg at sy, da jeg besøgte Kirsten. Her fik jeg afprøvet rigtig mange af symaskinens funktioner, da Kirsten jo kender den ud og ind.

Indvendig har den fået lommer både med og uden lynlås og foret er rødt! Tasken måler 42 x 48 cm, så den er stor og rummelig.

Mønsteret er designet af Karin Strandby og er fra et taskemønster, jeg en gang sidste år købte hos Patchworkkælderen i Kolding. Selve tasken er fri fantasi.

Nu kan jeg endelig applikere med knaphulssting. Det kunne min gamle maskine ikke, så midterpartiet er selvfølgelig applikeret på den måde. Der er mange småfejl, men det kommer nok med øvelsen.
Sidepanelerne er syet på kassebonruller - en teknik, jeg stadig synes, er genial til smårester - og så er det rigtig sjovt at sy disse crazy borter!

26. januar 2014

Internt kursus

I mandags deltog jeg i et lille internt kursus hos Danehofquilterne.

I forbindelse med den efterhånden traditionelle ufo-aften underviste Ragna os i at sy en lille nem toiletpung. Min blev syet af rester i glade farver på sort bund både indvendig og udvendig: