Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

11. april 2013

Så blev gavekortet indløst!

I weekenden fik jeg indløst gavekortet, jeg fik af min søster til min fødselsdag: En kulturel/kulinarisk weekend i Kolding kun for søster og mig!

Vi startede fredag eftermiddag med en shoppetur i byens forretninger, og kl. 18.00 kunne vi gå om bord i en lækker middag på byens bedste café, Café Klein.

Lørdag startede vi med en skøn brunch på Café Trapholt, og bagefter skulle vi rundt og se de forskellige udstillinger.

Det var utroligt spændende - både den permanente udstilling af møbeldesign og den fantastiske udstilling af den amerikanske multikunstner Nick Caves skulpturelle og farvestrålende figurer.

Billederne yder slet ikke værkerne retfærdighed. Den udstilling skal simpelthen ses!


Her en enkelt og smuk stol, der bliver til en bænk, når man sætter to ved siden af hinanden. Stolen er designet af en lokal designer. Det morsomme er, at min søster der er pædagog, har haft hende i børnehaven for snart mange år siden:


Her på Trapholt brugte vi det meste af dagen. Bl.a. var vi på en guidet rundtur i Arne Jacobsens sommerhus, som han designede i 1970. Kuberne, som huset er sammensat af, blev aldrig sat i produktion, da man åbenbart syntes, det var alt for avanceret. Udefra syner det ikke af meget, men indvendigt er det både funktionelt og smart - jeg kunne i hvert fald godt bo der om sommeren!


Søndag formiddag gik turen til Koldinghus - et spændende sted med en fantastisk arkitektur:


Selvfølgelig skulle vi også lige nyde den forblæste udsigt fra toppen af tårnet:


Nu var sanserne mættede, så eftermiddagskaffen blev nydt sammen med min søster, min niece Ditte og hendes kæreste Kim hos min niece Trine og hendes lille familie. Det er altid dejligt at se Nana, deres lille guldklump, som nu skal til at vænne sig til tanken om at blive storesøster til november:


Sidst på eftermiddagen vendte jeg igen næsen mod Nyborg. Tusind tak til min kære søster for en skøn fødselsdagsgave! Den kan jeg leve højt på længe!

29. marts 2013

Produktive dage

Så har jeg endnu en gang nydt godt af Kirsten og Prebens gæstfrihed - denne gang endda i næsten 4 dage!

Vi startede symaskinerne mandag omkring middagstid, og så kørte de - kun afbrudt af nætterne - lige til torsdag middag, hvor Kirsten og Preben kørte mig og alt mit grej hjem igen.

Mandag aften var jeg inviteret med til Kirstens sygruppe. Karina har ikke plads til så mange symaskiner, så vi kunne udelukkende udelukkende sy i hånden Jeg havde dog ikke noget håndsyning med, så jeg måtte lige en tur i Kirstens gemmer. Dette er, hvad jeg nåede den aften - starten på en lille brødserviet i påskefarver:


Onsdag aften kom Karina og hendes mor så ud til os med deres symaskiner. Karina havde på messen i Middelfart lært teknikken til en snedig, maskinsyet blok. Den arbejde de tre så på, mens jeg fortsatte med det, jeg havde gang i. Næste dag, fik jeg selv lyst til prøve, og det kom der denne fine blok ud af. Den blok bliver vist mit næste tæppeprojekt:


Her arbejder Karina intens på at få sin mors symaskine til at opføre sig korrekt:


Det var meningen, jeg skulle have et slumretæppe syet helt færdigt, men da alle blokke var syet sammen, syntes jeg, det var for lille, så der måtte lige et par rækker mere på. Jeg havde dog ikke fået alt stoffet med hjemme
fra, så det kunne jeg ikke sy færdigt alligevel. Jeg vil ikke vise tæppet endnu, da det er en gave, men her er lige et lille pip:


Heldigvis havde jeg medbragt mønster og stof til et sengetæppe, jeg skal sy til min bedre halvdel, så det fik jeg godt gang i. Jeg fik også syet hanke til min Red Brolly Taske, som har ligget klar til montering længe:


Vi fik sandelig også prøvet at sy crazy regnerulle-patchwork. Her viser Kirsten både min og sin egen strimmel:


Det er en rigtig sjov og spændende teknik til smårester, så det vil jeg helt sikkert arbejde videre med.

Kirsten er jo lidt af en storproducent, så her er, hvad hun fik kreeret - 10 blokke:


Afprøvning af nyt legetøj - sådan en cirkelting til symaskinen:


Færdigsyning af blokke og oplægning af et tæppe i cowboystoffer:


Hun fik også syet 8 søde små mug rugs:


- og et sakseetui:


Disse her bagte Kirsten lige en morgen, hvor vi andre stadig snuede under den varme dyne:


Hvor er vi dog priviligerede at kunne mødes på denne måde omkring vores skønne hobby! Tak til Kirsten og Preben for deres store gæstfrihed, og jeg glæder mig allerede til næste gang, vi finder på at sy flere dage i træk, uden at skulle tænke på andre pligter! Det er bare så utroligt inspirerende at arbejde sammen med andre i stedet for at sidde alene hjemme i sit eget lille univers. Jeg bobler stadig indeni af energi til at arbejde videre på mine projekter!

20. marts 2013

Gavekort indløst!

Gavekortet, som Lone og Svend gav mig i fødselsdagsgave, blev indløst i går - en tøsetur for Lone og mig i Odense!

Vi startede på Coucoo's Nest i Odense, hvor vi fik en skøn brunch.

Det smagte fortræffeligt, og da vi havde hygget os med det et par timer, fortsatte turen til Stof & Stil, hvor jeg dog ikke købte noget i denne omgang. Jeg havde ellers også fået et pænt stort gavekort der til! Det ligger godt i min pung, til jeg finder ud af, hvad jeg skal købe for det.

Bagefter kørte vi ud til Ellens Patchwork, for den butik havde vi aldrig besøgt før. Det blev ikke til de helt store indkøb, men da jeg fik rodet lidt i Ellens restekasse, blev det alligevel til et par fine FQ's.

Dagen sluttede i Rosengårdcentret, hvor vi nød et glas kaffe-et-eller-andet med vanilje!

En rigtig dejlig dag med en masse snak og hygge. Tak for det, Lone! Du er, som altid, en fornøjelse at være sammen med - og jeg kunne godt mærke, jeg havde fødder, da vi kom hjem!

18. marts 2013

Min fødselsdag ........

Så er det blevet hverdag igen efter en hektisk tid med forberedelser til min runde dag med gæster i en lind strøm!

På selve dagen havde jeg inviteret alle mine syveninder - 11 stk. ialt fra 3 forskellige sygrupper samt en enkelt uden for grupperne - til brunch. Birthe måtte dog sende afbud på grund af sygdom.

Det blev til nogle skønne timer i selskab med alle de skønne quinder. Min husbond forlod selskabet frivilligt!

Kirsten fra UFO-gruppen holdt en sød tale om, hvad de havde lært hos mig som underviser i patchwork gennem et par år:


Kirsten havde syet en såkaldt quillow, som skulle være pigerne "svendestykke". Enten har de været meget tungnemme elever, eller også har jeg været en elendig underviser, for jeg synes nok, deres færdigheder lader meget tilbage at ønske:


Det var et rigtig morsomt indslag i festlighederne! Ja, ja, piger - I skulle nok have ladet strikketøjet blive hjemme

To dage efter - om lørdagen - havde jeg inviteret familie og venner til frokost i vikingelaugets dejlige festlokale ved Storebælt.

Desværre blæste der en voldsom østenstorm, så det var ikke så morsomt at opholde sig på stranden den dag. Alligevel vovede de to ungersvende Daniel og Kim sig i bølgerne, fulgt af en flok "kyllinger", der var godt pakket ind:


Nu kan man jo så vurdere ud fra drengenes ansigtsudtryk, om de nød dukkerten:


Det kan nu ikke have været så ringe endda, for Lisbeth havde taget dem en tur med ind i klubbens sauna, så de hoppede da endnu en gang i bølgerne!

Sådan ser en "rigtig" vinterbader ud - Lisbeth i sit rette element:


Hjemme på matriklen igen kunne alle de dejlige gave fra begge dage beundres og foreviges! Hold da op, sikke et bugnende gavebord. Det er helt vildt, hvad jeg er blevet "begavet" med - alt fra lommepenge til vores forestående grønlandstur, en Galaxy Tab2, masser af sytilbehør, gavekort, blomster og meget, meget mere.


Et af gavekortene skal indløses i morgen: En tøsetur til Odense sammen med Lone, hvor vi bl.a. skal spise brunch på Cafe Coukoo's Nest! Det glæder jeg mig helt vildt til:


Endnu et gavekort til gode oplevelser fik jeg fra min søster - se selv:


Det gavekort skal indløses weekenden efter påske. Gæt lige, om jeg glæder mig!

Det er en underlig følelse at skulle sætte et syvtal foran sin alder, men som salig Victor Borge en gang har sagt: "Jeg har ikke noget mod at blive gammel. Men jeg er ikke vant til det!"

22. februar 2013

Så blev tæppet afleveret...

Så fyldte min søster 60 år, og sengetæppet, som jeg har syet jævnligt på i løbet af et par år, er nu afleveret.

Hun har selv valgt mønster og farver, og tæppet måler 200 x 240 cm, så det passer til hendes 3/4 seng.

Tæppet er håndsyet over pap og håndquiltet:


13. februar 2013

Februars maratonsyning

Denne gang lagde Gitte hus til månedens maratonsyning, og  med gruppens nye medlem, Birthe, havde vi endnu en gang en fantastisk dejlig dag, hvor familiens spisebord var fyldt med symaskiner, stof og alskens tilbehør!

Her sidder Birthe og Lone fordybet i deres projekter - Kirsten er vist ikke rigtig kommet i gang endnu, ser det ud til:


Gitte og Jan sørgede for en første klasses forplejning lige fra vi ankom, til vi tog hjem ved 21-tiden.

Her er lidt af det, der blev arbejder på i løbet af dagen. Mette applikerede sin smukke dahlia på bundstof:


Birthe fik syet quilterens skraldespand:


Lone fik syet 2 covers til iPhones. Det første blev for lille, da modtagerens iPhone4 ikke kunne være i det. Det kunne min iPhone3, så heldig var jeg:


Jeg fik færdiggjort tasken til mit rejsestrygejern. Desværre er mit gamle rejsestrygejern for stort til tasken, så her må jeg ud og investere i et nyt. Det er nok heller ikke for tidligt, for jeg har vist haft det i mere end 30 år:


Kirsten syede på sin dahlia, et arbejde som både Kirsten og Mette har påbegyndt på et tidligere kursus.
Gitte fik syet nogle smarte lommer til symaskine trykfødder. Desværre fik jeg ikke taget et foto.

Tak for endnu en skøn dag, piger!