Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

11. august 2015

Flere fisketure og sejlads mellem øerne......

Nu har jeg næsten været hjemme i Danmark i en uge, og der mangler endnu nogle af de planlagte indlæg i min blog. De vil komme efterhånden, da de for mig fungerer som en slags dagbog over mit ophold i Grønland.

En af dagene hang skyerne lavt over Qinngorput og Malenebugten - og vi blev enige om, at det måtte være ideelt fiskevejr, og at Kobberfjorden måtte være det rette sted til at fange nogle torsk. Som sagt, så gjort:


Det tog ikke mange minutter at hale en god portion i land -


- og så behøver man vist ikke gætte på, hvad aftensmaden bestod af den dag:


Den sidste lørdag, inden jeg skulle rejse hjem igen, var vejret igen helt fantastisk, og denne gang ville vi prøve, om det skulle være muligt at fange ørreder i Ugpikbugten. Her forlader vi bådehavnen med Nuuks nye svømmehal i baggrunden:



Vi kunne se masser ørreder i det forholdsvis lave vand ved udmundingen af elven, men ingen gad bide på den dag, selv om både Jan og jeg ihærdigt forsøgte:


I Grønland har de også brandmænd:


Efter et stykke tid opgav vi og besluttede os for at sejle rundt mellem de mange øer i håb om, måske at støde på en hval eller en sæl. Vi så dog ingen af delene, men til gengæld en masse fantastisk natur og blikstille vand:

Øen var fyldt med måger
Sermitsiaq med Nuuk i forgrunden
Den dag kom menuen så ikke til at bestå af fisk, men sådan en gang kylling på dåse er nu heller ikke at foragte. Det var supergodt og helt sikkert noget, jeg skal prøve at lave:

24. juli 2015

Travetur i Qinngorput og aftentur på vandet....

I går havde vi endnu en dag med et fantastisk vejr i Nuuk, så da Jan var taget på arbejde efter frokost, valgte jeg at trave en tur op omkring bebyggelsen langs med Store Malene.

Der mangler i den grad regn her i området, så jorden er utroligt tør:


Der er heller ikke ret meget vand i elven lige nu:


Udsigt over Malenebugten:


Der er god gang i nybyggerier:


Grønlænderne er ikke bange for at bruge farver på deres huse. Det kunne vi godt bruge lidt af derhjemme:


Efter ca. en time, hvor det bare går opad og opad, orker jeg ikke at gå længere i varmen, men får denne udsigt over Malenebugten:

Her ses, hvor Qinngorput ligger i forhold til Nuuk
Med Nuuk i baggrunden
Det er ikke det værste sted at bo
Klipper og klar, blå himmel
Da regentparret var på besøg her i forgårs, indviede dronningen et nyt stykke vej i Qinngorput:


Den uberørte natur er enestående her, men hvor mennesker er, der svines desværre. Det går man åbenbart ikke så højt op i her i Grønland, for der flyder med affald rundt omkring, uden at det tilsyneladende bekymrer nogen. Det synes jeg, er utroligt trist, for meget af affaldet forgår jo aldrig:


Da Jan kom hjem fra arbejde, tog vi, efter en hurtig gang aftensmad ud at sejle en aftentur, og Jan og Knud Erik havde aftalt, vi skulle ud og fange lidt torsk til deres fryser:


Der gik heller ikke mange minutter, før Tobias havde to stk. på krogen. Den mindste blev smidt ud igen:


Herefter var det Sabines tur. Torskemangel er her i hvert fald ikke, for efter ganske få minutter, fik hun ikke mindre en 7 stk. på linen på en gang - de største blev slagtet og de mindste fik en chance mere.

Mågerne havde travlt med at mæske sig i fiskeaffald:


På hjemvejen fik vi en god kop kaffe og et stykke af Irmas lækre hjemmebag:



Vejrmeldingen for i fredagen melder om gråvejr, hvilket tydeligt ses på skyerne, som ligger og lurer i horisonten:

Endnu en skøn dag med pragtfuldt vejr og en skøn sejltur! I love it!

22. juli 2015

Royalt besøg i Nuuk....

Regentparret har de sidste 2 uger været på sommertogt i Grønland, og i dag skulle rejsen så afsluttes med et besøg i Nuuk.

Dannebrog lå og ventede uden for havnen. Præcis kl. 10 lød kanonsalutten, og kort efter ankom Dronning Margrethe og Prins Henrik med chaluppen til anløbsbroen i kolonihavnen.


Et par dejlige unger i grønlands smukke nationaldragter stod klar til at byde regentparret velkommen og overrække dronningen den obligatoriske buket:


- her giver de interview til Danmarks Radio:


Et kor står linet op, klar til at synge:


Lige et nærbillede af et par af de flotte dragter. Damen til venstre er Nuuks borgmester:


Regentparret ankommer og dronningen får overrakt sin buket:


Jeg hørte en journalist spørge dronningen om, hvor mange gange hun havde været i Grønland, og hun svarede 17 gange, og Prins Henrik 12 gange, hvis jeg hørte rigtigt for støjen.

Koret synger nationalsangen for regentparret - og for alle os nysgerrige:


Byens spidser står linet op for at hilse på regentparret:


- og kort efter forsvandt de kongelige sammen med hele følget videre til dagens arrangementer.

På vej tilbage til byen, kunne jeg ikke lade være med at tage et foto af nogle af de mange børnehavebørn, der også var nede for at hilse på dronningen. De er da ikke til at stå for:


De små poder forstod sikkert ikke så meget af, hvad der foregik, men der bliver sikkert alligevel snakket en masse om begivenheden hjemme i børnehaven.

Det var rigtig hyggeligt, at jeg lige skulle befinde mig her i Nuuk, mens regentparret var på besøg. Det havde nok været endnu bedre, hvis det havde været en smule varmere, men sådan er det jo med vejret her: Uforudsigeligt fra dag til dag - men hvis DMI får ret, tegner det ikke alt for godt for resten af mit ophold!