Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

11. april 2014

Ufo-gruppen i Berlin - del 1

Ufo-gruppen består af 5 vinterbadere, der mødes hver anden onsdag til at strikke eller sy - alt efter lyst og behov!

Efter at have sparet op i flere år, kunne vi endelig i mandags drage på en 4-dages tur til Berlin med næsten alt betalt. Hanne, Anne og Lena fløj fra Kastrup kl. 11.00 mandag formiddag, så de havde lige en halv dag mere i Berlin end Kirsten og jeg, som først skulle flyve fra Kastrup kl. 19.00, da Kirsten havde et vigtigt møde kl. 12.00, som hun ikke kunne flytte eller aflyse.

Allerede i toget havde Kirsten sørget godt for os med kaffe og kage:


Flyrejsen er så hurtig, at man med nød og næppe når at drikke den serverede kop kaffe, så lynhurtigt kom vi til lufthavnen Berlin Tegel og videre med bus de 8 km ind til Charlottenburg og hotellet, hvor vi skulle bo de næste 3 dage.


Vi besluttede os til at bruge den første dag til en sejltur rundt gennem Berlin, da vejrudsigten meldte regn både onsdag og torsdag:

Foråret er noget længere fremme her end i DK!
Berlins nye hovedbanegård fra vandsiden
Turen gennem det gamle Østberlin viste, hvordan der bliver bygget og renoveret overalt - her en boligblok bag ved en af de få gamle broer, der ikke blev sprængt i stykker under 2. verdenskrig:


Her sejler vi forbi et stykke af den forhadte mur. I dag står muren under det, tyskerne kalder "Denkmalschutz" - en beskyttelse af mindesmærker. Jeg er ikke helt klar over, om det betyder helt det samme som at noget er fredet:


Da sejlturen sluttede efter 2½ time, tog vi ud for at se et stykke af ingenmandsland, som i dag er lavet om til en bred allé. Til højre står en del af muren, og til venstre kan man se huse i det forjættede land, Vestberlin:

Alléen, der tidligere var ingenmandsland
En del af muren, hvor unge grafittimalere er i fuld aktivitet
Boligkvarter i Vestberlin
Den første dag i Berlin blev afsluttet med et fantastisk lækkert måltid i en vietnamesisk restaurant:


I morgen har vejrguderne lovet endnu mere regn, så vi beslutter os for at købe billet til turistbussen i 2 dage, så vi kan komme rund og se hele Berlin, for vi har i hvert fald fundet ud af, at U-Bahn-nettet er ret så bøvlet at finde rundt i, og da vi kun har de få dage, gider vi ikke bruge tid på at rende rundt dernede!

6. april 2014

Besøg af børnebørn samt lidt strik

Mikael, Lisa og Sidsel kom i lørdags, da Mikael skulle til Sjælland for at hente en nyindkøbt fiskekajak. Pigerne blev så her hos os, og vi hyggede sammen med dem. iPad'en blev flittigt brugt på skift med papir og tegneredskaber. Lisa er rigtig dygtig til at tegne, og i hendes verden drejer alt sig om heste:
Lisa er rigtig god til at tegne
- og hun øver sig i at stå på hænder
Sidsel spiller på sin uundværlige iPad
En del af Mikaels nyindkøbte legetøj
Det har været rigtig dejligt at have dem på besøg - noget der sker alt for sjældent. Rikke var blevet hjemme, så hun i fred og ro kunne bruge weekenden til gøremål derhjemme. I eftermiddags, efter en god frokost, vendte de igen næsen mod Jylland. Hvor går sådan et par dage dog alt for hurtigt.

Der er blevet lidt strik færdigt, så nu kan der afleveres en trøje både til Freya og Adam:

Freyas trøje str. 6 mdr.
Adams trøje str. 12 mdr.
I morgen eftermiddag rejser jeg 4 dage til Berlin sammen med 4 strikkeveninder (og vinterbadere) fra vikingeklubben. Det ser desværre ud til, at det bliver svært at finde en patchworkbutik! Har googlet samtlige pw-butikker igennem, og INGEN ligger i bare nogenlunde gåafstand fra hotellet!

2. april 2014

Så blev Adam døbt

Sidste søndag var vi til barnedåb i Harte Kirke ved Kolding. Min niece Trines lille søn skulle døbes. Det blev en fantastisk positiv oplevelse - en ganske ung og uhøjtidelig præst, der fik folk til både at klappe og le. Da de to børn var døbt, hev han sin guitar frem og alle de tilstedeværende børn kunne komme op til ham, og så sang de en sød fællessang om forskellige dyr, hvor ungerne selv skulle foreslå hvilket dyr der skulle synges om. Herligt at folkekirken er på vej til at blive mere moderne!

Adam døbes
Det stolte forældrepar med deres to guldklumper Adam og Nana
Efter dåben var vi inviteret til lækker brunch i det spritnye kirkecenter:


Søndag den 20. april skal vi så til barnedåb igen. Da er det lille Freyas tur. Freya er 6 uger yngre end sin fætter Adam og skal døbes i Bjert Kirke:

Mormor og oldemor nyder den lille lækkermås!
Mor og datter

1. april 2014

Danehofquilternes udstilling

I weekenden afholdt vi i Danehofquilterne udstilling af nogle af vore arbejder gennem de fire år, der er gået, siden vi sidst havde udstilling.

Fredag blev hele herligheden hængt op:

Så hænges der tæpper op!
Åbningstalen lørdag blev holdt af Nyborgs borgmester Kenneth Muus:

Nyborgs borgmester Kenneth Muus åbner udstillingen
Udstillingen blev rigtig godt besøgt. Bøgelund Patchwork havde leveret et par kasser med stoffer og tilbehør, som vi kunne sælge af:

Hvem gad ikke godt eje sådan et par kasser stof?
Det er umuligt at vise alle de flotte udstillede ting her på bloggen, men tag et kig i Danhofquilternes fotoalbum, hvis du vil se med:
http://www.fotoalbum.eu/Danehofquilterne

Danehofquilternes logotæppe

18. marts 2014

Valmuetaske

Det første færdige projekt på min nye symaskine blev denne indkøbs-/sytaske - eller hvad man nu vil bruge sådan en til:


Tasken begyndte jeg at sy, da jeg besøgte Kirsten. Her fik jeg afprøvet rigtig mange af symaskinens funktioner, da Kirsten jo kender den ud og ind.

Indvendig har den fået lommer både med og uden lynlås og foret er rødt! Tasken måler 42 x 48 cm, så den er stor og rummelig.

Mønsteret er designet af Karin Strandby og er fra et taskemønster, jeg en gang sidste år købte hos Patchworkkælderen i Kolding. Selve tasken er fri fantasi.

Nu kan jeg endelig applikere med knaphulssting. Det kunne min gamle maskine ikke, så midterpartiet er selvfølgelig applikeret på den måde. Der er mange småfejl, men det kommer nok med øvelsen.
Sidepanelerne er syet på kassebonruller - en teknik, jeg stadig synes, er genial til smårester - og så er det rigtig sjovt at sy disse crazy borter!

17. marts 2014

Så er det lillebrors tur ......

....... til at bære den dåbskjole, jeg syede til Nana for 4 år siden!

I den anledning har jeg lavet en blå sløjfe og broderet Adams navn på kjolen:

I næste måned bliver det så Adams lille kusines tur til at komme i kjolen!

13. marts 2014

Sikke meget jeg fik lært!

Så har jeg lige haft et par dejlige dage sammen med Kirsten, den tidligere ejer af min nye symaskine. Sikke meget jeg fik lært, så nu kører det bare derudad. Selvfølgelig er der rigtig meget, jeg ikke kender endnu, men det mest nødvendige har jeg styr på - tror jeg da!

Jeg kørte til Fåborg mandag morgen, hvor Kirsten holdt og ventede, da bussen ankom. Da vi ankom til Jordløse, var Mette, Helle og Gitte også ankommet og vi gik straks i gang med at stille symaskinerne op. Dvs. Gitte havde ikke sin med, da hun skulle undervise Mette i at lave en mappe til alle hendes usb-nøgler til hendes nye broderimaskine.

Her er det færdige resultat:


Kirsten havde øvet sig med rundsyningsapparatet:


- og nu skulle Gitte lære hende at sy lynlåsen i, så det kunne blive til en lille pung:


Helle arbejdede koncentreret med sine convergenses:


Jeg gik i gang med en valmuetaske efter et mønster, jeg har købt hos Patchworkkælderen i Kolding. Jeg har dog kun brugt applikationsmønsteret og sidepanelerne fra opskriften. Resten er fri fantasi.

Da Helles mand kom og hentede hende om aftenen, havde han denne orkide med til Kirsten. Den var helt fantastisk smuk. Det er da helt utroligt, at blomster kan se sådan ud - og så er farvegengivelsen slet ikke korrekt, for blomsterne har en helt unik lilla farve, så de ligner det blødeste fløjl:


Næste dag var Kirsten og jeg alene, og Kirsten syede hele dagen på sit spændende tæppe, som hun her er i gang med at sætte op på sin designvæg:


Jeg syede hele dagen på min taske, hvor jeg afprøvede mange teknikker på symaskinen. Nogle af tingene kræver en del øvelse, men Rom blev jo heller ikke bygget på en dag, så rutinen skal nok komme efterhånden. Jeg viser først et foto af tasken, når den er helt færdig, og jeg kan lige så godt advare med det samme: Den er absolut ikke perfekt!!

Onsdag formiddag pakkede vi sammen, og Kirsten kørte mig til Nyborg med alt mit grej og den tunge symaskine. Vi skulle dog først lige et smut omkring Ørbæk til Patchwork Gården, hvor Kirsten fik købt lidt mere isoleringsmateriale til syrummet! Mit indkøb var mere beskedent, for det blev kun til 2 FQ's fra tilbudskassen!

Efter en let frokost hos os, vendte Kirsten næsen mod Svendborg, hvor hun skulle besøge en bekendt på sygehuset.

Endnu et par dejlige dage sammen med skønne quinder i Kirstens gæstfrie hjem!

9. marts 2014

- og så er den ikke en gang rund!

Jeg har lige haft fødselsdag, og sikke en fantastisk fødselsdag det blev - en dag, som jeg ellers bare ville forbigå i stilhed, da den jo ikke var rund!

Det blev der så ikke noget af, for mens jeg sad og kiggede på min computer med en kop morgenkaffe i hånden, blev jeg prikket på skulderen! Mette og hendes mor stod med en pose rundstykker og en brunsviger! Det var noget, de for lang tid siden havde aftalt med Michael, og jeg anede ingenting! Det er da bisset!

Det blev en rigtig hyggelig formiddag og i løbet af dagen kom der fine buketter fra nær og fjern:


Om aftenen kom der yderligere en fin buket tulipaner, som jeg ikke fik taget et foto af.

Fra Michael og min mor fik jeg kontanter, så jeg bl.a. kunne købe denne her, som jeg længe har drømt om - der blev også noget til overs til lommepenge til min forestående tur til Berlin:


Denne dejlige strikkebog fik jeg fra Mette og Karen Marie, men Mette har købt den på nettet, og den nåede ikke at komme hjem til tiden, så den får jeg næste gang, hun kommer til Nyborg:


Her er resten af alle de dejlige gaver, jeg fik:


Det er helt overvældende, så mange, der har tænkt på mig! På Facebook fik jeg næsten 100 lykønskninger foruden de kort, emails og sms'er der kom i løbet af dagen! Så er det jo alligevel dejligt at have fødselsdag, selv om jeg synes, de ligger alige lovligt tæt på hinanden.


4. marts 2014

Nyt legetøj og herlig sydag!

Som sædvanlig, som hver den første tirsdag i måneden, skulle vi holde maratonsydag - denne gang hos mig! Lone måtte desværre køre hjem efter en times tid, da hun skulle pakke kufferter til ferieturen i morgen!

Midt under den obligatoriske brunch blev Kirsten ringet op af Morten Kyndbøl, at hendes nye Pfaff Expression 5,0 var ankommet til butikken, så det kan nok være, vi fik pakket bilen i en fart for at køre til Odense for at hente den!


Jeg har købt hendes "gamle" 4,0, så den var jeg så så heldig at kunne få allerede i dag!

Efter besøget hos Kyndbøl inviterede Gitte på en lækker capuchino i Rosengårdcenteret:


- hvorefter Gitte lige måtte en tur hen til nærmeste hæveautomat:


Hjemme igen - efter at have støvet bogudsalget på Store Torv igennem (det blev lige til 2 stk. bøger à 10 kr.) - kunne jeg så tage mit nye legetøj i brug under kyndig vejledning af både Kirsten og Gitte:


Hvilken herlig dag! Nu glæder jeg mig til at boltre mig med nye, spændende projekter, for den maskine kan jo en hel del mere end min gode, gamle Tipmatic! Der bliver godt nok mange ting at lære, men heldigvis har jeg gode undervisere, da de alle kender maskinen!