Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

13. december 2009

Færdigt juleophæng

Så er det sidste sting syet, og ophænget er klar til aflevering. Det er utroligt, at en så lille ting tager så lang tid at lave!
Jeg ønsker alle en dejlig 3. adventssøndag!

10. december 2009

Juledekoration 2009

Hjemme hos os er det altid husets herre, der står for at lave årets juledekoration. Han er rigtig god til det, så det overlader jeg gerne til ham.

Han er meget traditionsbunden, og alt det moderne, kan han slet ikke forholde sig til. Julefarverne skal være røde og grønne - alt andet er blasfemi (min mands ord)! Dekorationen er lavet på en trærod og er meget enkel og kun med ganske lidt pynt.


Nisserne bag ved dekorationen er fra fåborgkunstneren Lisbeth Kaare. En julegave fra en gang i 90'erne fra min daværende arbejdsplads på Midtfyn, men stadig lige søde, synes jeg.

7. december 2009

Juleophæng

Nu har jeg fået klippet og gjort alle dele til et lille tredimensionelt juleophæng klar til at komme i symaskinen i morgen formiddag. Så kan håndarbejdet passende blive lavet i morgen eftermiddag, når jeg skal til syeftermiddag hos Danehofquilterne.


Ophænget skal være en lille gave til vores bonusdatter. Hun har længe været varm på det ophæng, jeg lavede for nogle år siden på et kursus hos Danehofquilterne med Margret Furrer, så nu må det være på tide, hun får sit eget.

Oplægget ser således ud:

 
Jeg ønsker alle en god ny uge med masser af før-julehygge!

6. december 2009

De første julekager er bagt

En af småkagerne, der aldrig må mangle i vores jul, er sønderjyske "Gode Råd" - en kage, jeg har bagt hvert eneste år siden 1961!

Første portion har jeg bagt i dag. Det er en smule besværligt, da hver kage skal bages for sig.

Når dejen er æltet, trilles den til valnøddestore kugler - opskrift følger nederst i indlægget:


Herefter bages hver enkelt kage i denne elektriske tingest, som jeg placerer under emhætten:


Når kagen er smukt gylden, lægges den til afkøling på en bagerist:

 

Herefter lægges de i en kagedåse, men de får ikke lov til at ligge ret længe, så inden jul skal der nok bages 1-2 portioner mere!



Der findes forskellige opskrifter på denne skønne småkage, men i alle årene har jeg brugt denne enkle opskrift, som giver en sprød og tynd kage som vi i vores familie synes bedst om:

Gode Råd
500 g mel
250 g margarine
250 g sukker
3 æg
Lidt kardemomme

Dejen æltes sammen og trilles i kugler på størrelse med valnødder.

Velbekomme!

24. november 2009

Jeg vandt igen!

OHurra, jeg har lige opdaget, at jeg har vundet en weekend-giveaway fra JMD Designs på New Zealand!

Jeg har vundet 2 af Janets mønstre efter frit valg, så det bliver spændende at se, hvad posten, forhåbentlig inden alt for længe, vil aflevere i min postkasse.

Jeg har valgt disse to mønstre:

Opdatering kl. 23.30: Begge mønstre er nu modtaget som PDF-filer via e-mail. Herligt - og tak til JMD Designs!

16. november 2009

Storindkøb

I vores lokale ugeavis var der en annonce fra Dansk Factory Outlet i Langeskov - en discountforretning, der opkøber lagre rundt omkring og videresælger til spotpriser.

De reklamerede bl.a. med billigt stof - også patchworkstof. Jeg havde ikke rigtig tiltro til, at stofferne var specielt gode da alle kostede 100 kr. kiloet uanset kvalitet. Det ville i gennemsnit svare til en meterpris på ca. 12 kr.!

Det lød næsten for godt til at være sandt, men nu gjalt det under alle omstændigheder om at være hurtig, for det kunne da godt gå hen og blive et tilløbsstykke.

Jeg fik dog først lejlighed til at komme derud efter ca. en uge, og jeg kunne godt se, der var svundet godt i rullerne, men hvilket slaraffenland det stadig viste sig at være! Hylde efter hylde med de lækreste patchworkstoffer.

Se her, hvad der var landet i min pose, da jeg forlod forretningen:


Man skulle selv skære i de længder, man ønskede, og der stod en vægt på bordet, så man selv kunne veje sig frem til, hvad den hurtigt voksende bunke ville koste!

Jeg stoppede ved 339,50 kr. - men så havde jeg også fået klippet omkring 28 meter. Nogle af stykkerne nøjedes jeg med en enkelt meter af, mens jeg skar tre meter af andre. Billigere kan det vist ikke gøres!

Jeg skal derud med en veninde på onsdag, for de sælger også alt muligt i beklædning, strikkegarn og meget andet. Det bliver spændende, om der stadig er noget patchworkstof tilbage, for så kunne det da godt hænde, at der smuttede et par meter med ned i posen igen.

Der kom en pakke fra USA

Min vundne giveaway er landet i min postkasse!

Pakken indeholdt 6 stk. Folk Art Applique quiltemønstre fra Little Quilt Company og mønstrene er designet af Folk Art kunstneren Kim Schaefer.


Der er rigtig mange søde mønstre imellem, så nogle af applikationerne vil helt sikkert være at finde på nogle af mine fremtidige projekter.

Tak til Little Quilt Company og Kim Schaefer for den fine gevinst!

7. november 2009

15 år gammel UFO færdig!

For ca. 15 år siden, da jeg for alvor begyndte at sy patchwork, syede jeg, som et af de første projekter, et juletræstæppe efter fri fantasi. Resultatet ses her:


Kanterne flaner lidt, og quiltningen mangler på det nærmeste, men pyt, tæppet har været i brug lige siden, og kommer også til at ligge under juletræet i år.

Jeg fortsatte med at sy rhomber i julestoffer på pap, men inden de blev til noget, havde jeg opgivet, for jeg fandt hurtigt ud af, at i patchworkens verden er der mange og langt mere spændede udfordringer. Sparsommelig som jeg er, kunne jeg ikke nænne helt at kassere dem, for man ved jo aldrig, vel?.......

Sidste år til jul så min søde nabo Lisbeth mit tæppe, og hun fiskede lidt for, om jeg ikke ville sy et til hende også. Jeg viste hende æsken med rhomberne og sagde, at hvis hun kunne lide dem, behøvede hun ikke at købe stof, for så ville jeg gerne sy et juletræstæppe til hende af dem.

Som sagt så gjort, jeg gik i gang med at sy sammen, men tænkte ikke på at tælle, om jeg nu også havde stof nok! Næsten færdig opdagede jeg, at jeg manglede en ganske lille smule. Jeg skrev et indlæg her i min blog, men det gav ikke noget resultat. Stoffet er mindst 15 år gammelt, så det var nok tvivlsomt, om det kunne findes.

Jeg prøvede at indrykke en annonce på Dansk Patchwork Forenings hjemmeside, og - vupti - en sød dame fra Esbjerg skrev, at hun havde en hel del af netop dette stof, og jeg måtte da gerne købe et stykke. Størrelsen kunne jeg selv bestemme. Jeg valgte at købe ½ meter, for så kunne jeg få lukkekanten i samme stof.

Så manglede jeg blot den 3. farve. Det måtte Lisbeth så købe, men så sponsorerede min syveninde Connie det røde stof, og det eneste, der nu skulle investeres i, var bagside og mellemfoer (den tynde volumenvlies).

Det færdige resultat ses her:


Det er nok hverken min systil eller min smag i stofsammensætning i dag, men Lisbeth er glad for det, og jeg har nu en UFO mindre, og så er alt jo, som det skal være.

3. november 2009

HURRA - jeg har vundet en giveaway!

Så lykkedes det endelig - jubiiiii!

I anledning af, at Kim Schaefer fra Little Quilt Company har udgivet en ny patchworkbog "Cozy Modern Quilts", har C&T Publishing sat 3 sæt à 6 stk. mønstre af forfatteren  på højkant!

Jeg er så den heldige vinder af det ene sæt, så nu venter jeg spændt på en lille pakke fra USA!

2. november 2009

Mandag igen

Så har der igen været syeftermiddag hos Danehofquilterne. Denne gang havde Elna et par færdige projekter med. Bl.a. dette flotte tæppe i blåt og fuchsia:



- samt en rigtig sød julekurv syet af sekskanter:



Jeg skal selv til at have et nyt håndsyningsprojekt i gang, og jeg elsker at sy så småt som muligt.

Da jeg fik en masse bittesmå stykker fraklip fra Connies blomstertæppe, hvor farverne er holdt i grøn, lilla, pink, passede det så fint, at stykkerne kunne skæres til i 3 x 3 cm. De første papstykker blev klippet 1½ x 1½ cm, så nu er en god bunke tilklippede stoffer klar til at blive riet på pap.

 

Projektet skal gerne en gang med tiden ende med at blive en lille quilt på ca. 60 x 60 cm. Mønsteret skal være Irish Chain, som er et af mine favoritmønstre.