Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

16. april 2012

Tak til Kirsten for en dejlig dag!

Kirsten havde inviteret til fødselsdag i dag. Da vi ankom, var der dækket op til den helt store brunchfest. Sikke en masse mad:


Vi skulle have sytøjet med, så da vi havde spist os mætte i alle lækkerierne, fortrak vi til værkstedet, for resten af dagen skulle bruges til at sy.

Det var dejligt at møde Pia igen efter lang tid! Tak, fordi du i sin tid glemte din symaskine hos Kirsten! Den har jeg i mellemtiden haft meget glæde af! Desværre kunne Gitte ikke blive. Hun og hendes mand, Jan, skulle videre til fødselsdag i familien. Det var også rigtig hyggeligt at få hilst på Kirstens søster og bror.

Mette har lige lært at formindske fotos:


- og Kirsten skulle lære at tråde sit seneste loppefund - en overlocker, som desværre ikke opførte sig helt korrekt:


Undervejs var der lagkage (de kreative "pigge" er vistnok Prebens værk):


Vi kunne også nyde synet af det spirende forår i Kirsten og Prebens spændende have:




- og så blev der arbejdet lidt igen:


Alt i alt tror jeg, det var en glad og tilfreds fødselar, vi kunne forlade ved 21-tiden efter et lækkert aftensmåltid, som bestod af en velsmagende gryderet samt en "sund" chokolademousse:


Endnu en gang tillykke med fødselsdagen, Kirsten og tak for en dejlig dag!

14. april 2012

Skype er genial!

Så fik jeg taget mit webcam og Skype i brug, da jeg i nat fik kontakt med ældstesønnen Jan, som jo fornylig er flyttet til Grønland. Hvor er det dejligt at opleve, hvor begejstret han er - både for Grønland og for sit nye job. Her skal han nok komme til at stortrives, og med den måde, vi nu kan kommunikere på, er jeg også sikker på, at jeg får ham meget mere at se, end da han blot boede i Jylland!

Til næste år satser vi på at besøge ham, og det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg har altid gerne villet besøge Grønland, men dengang yngstesønnen Mikael boede der for snart mange år siden, kostede flyvebilletten en krig, så det blev der aldrig råd til, men nu er priserne, så de er til at have med at gøre.

Her skal Jan bo, når han om 14 dage kan rykke ind i sin nye lejlighed i huset til venstre for det blå hus:

Det ser jo forrygende lækkert ud, og han glæder sig også rigtig meget til at overtage sin nye, lækre lejlighed. Den glæder jeg mig til at se på webcam!

3. april 2012

Femkløveret hos Mette

I dag var det så Mettes tur til at lægge hus til en sydag for femkløveret bestående af Mette, Kirsten, Gitte, Lone og undertegnede!

Hvor er det en hyggelig tradition, vi har fået opbygget med at mødes på skift hos hinanden. Så syr vi hele dagen, og i dag kørte vi også ud for at handle lidt hos Butik Kiweb, da der var en, der gjorde opmærksom på, at det var sidste dag, butikken holdt udsalg! Sådan en melding kan man jo ikke sidde overhørig, så vi blev da nødt til at køre en tur til Tåsinge, hvor stoflageret sandelig også blev suppleret ret godt op:

Der handles og snakkes i Butik Kiweb
Hvad mon lykkeposerne indeholder?
Vi var også lige et smut omkring Stofgåsen, da der jo ikke er så langt fra Tåsinge til Vester Skerninge. Her købte jeg dog ikke noget, da jeg vist allerede var blevet godt forsynet.

Tilbage i Svendborg blev de indkøbte ting vurderet og beundret:

Kirsten, Gitte og Lone pakker lykkeposer ud
Mine egne indkøb
Lone underviser Mette i håndapplikation - hvad mon Gitte mener om det?
Mab kan jo godt tegne med et brækket håndled
Tak for en rigtig dejlig dag til jer alle og især til Mette og John for særdeles god forplejning:


Næste gang skal vi mødes hos Kirsten, hvor hun har inviteret til fødselsdag - gerne med sytøj!

Også tak til Lone, fordi hun lagde bil til alle vore udskejelser!

27. marts 2012

Brødserviet

Så fik jeg endelig sat lukkekant på og quiltet brødservietten, som jeg syede på kurset den 3. marts:


Servietten måler 32 x 32 cm.

25. marts 2012

Min første strikketaske

Det er snart længe siden, jeg købte Anne Pia Godske Rasmussens bog "Flower Power Patchwork", alene med det formål at sy den smarte strikketaske.

Først nu har jeg fået lavet det første eksemplar. Ikke lige mine yndlingsfarver, men størsteparten af stoffet har jeg fået foræret, og jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle bruge det til.


Helt vellykket er den ikke, men nu ved jeg i hvert fald, hvordan jeg IKKE skal gøre næste gang, for jeg skal da helt sikkert lave et eksemplar mere, når jeg en gang er blevet færdig med min søsters sengetæppe, og så skal jeg have fat i den rigtige slags volumenvlies!

16. marts 2012

MiniCruise til England

Så er vi igen hjemme efter et par dejlige og afslappende dages MiniCruice med DFDS til Colshester i England!

Tirsdag den 13. marts - dagen, hvor min bedre halvdel og jeg kunne fejre 25 årsdagen for vores tosomhed - tog vi af sted, og da vi jo havde noget at fejre, skulle det foregå i topklasse. Vi boede i skibets absolut lækreste omgivelser - se lige her! Og hvor vi nød at blive rigtig forkælet og vartet op. Det var vild luksus!

Champagne var der også!
Et kig til loungen, som lå i direkte forbindelse med vores kahyt
Da vi efter 14 timers sejlads ankom til Harwich, ventede der en bus på os, som skulle transportere os til Colchester, en lille halv times kørsel fra Harwich:

Vores transportmiddel til Colchester
I Colchester havde vi 4 timer til rådighed. Dem brugte vi først i shoppingkvarteret, og bagefter nød vi den smukke slotspark omkring Colchester Castle.

En af de hyggelige butiksstræder i Colchester
Colchester Castle
Da det er første gang, vi har foretaget denne tur, brugte vi meget tid på bare at finde rundt, så vi nåede desværre ikke at besøge museet på slottet. Næste gang - og der bliver helt sikkert en næste gang - kan vi styre meget mere målrettet mod det, vi gerne vil se.

Slotshaven er rigtig flot anlagt, og foråret er nået et godt stykke videre end her i Danmark, for der var allerede blomster over det hele, og gartnerne vi i gang med at "pakke" palmerne ud, som har stået indpakket hele vinteren.

Et af de mange smukke haveanlæg omkring slottet
Så tæt kan man komme på disse små fyre, som der er rigtig mange af i parken
Efter endnu en nats sejlads, ankom vi til Esbjerg torsdag den 15., hvor vi straks kunne sætte os i toget og køre videre til Nyborg.

Da vores søde genbo, Lisbeth, kom hjem fra arbejde, kom hun og overrakte os en buket tillykke-roser! Tusind tak Lisbeth!

En ting er sikker: Fremover bliver det i udvendige kahytter, når vi tager på MiniCruise, som vi jo gør en gang imellem. Ikke nødvendigvis Commodoreklassen, men under ingen omstændigheder de små indelukker uden vinduer!

12. marts 2012

Slumretæppe til Grønland

Så nærmer datoen for ældstesønnens flytning til Grønland sig med hastige skridt, og tæppet, som gerne skulle varme ham i den arktiske kulde, har jeg haft travlt med at få gjort færdigt!

I dag blev det så pakket og sendt til hans nuværende adresse, så det kan blive pakket med i containeren, når den om få dage ankommer. Sådan et tæppe er jo lidt voldsomt at have med som håndbagage.

Jeg er spændt på hans reaktion, når han pakker det ud, for han aner ikke, jeg har lavet det til ham. Læg lige mærke til den label, jeg har sat på bagsiden:


Sådan kom det færdige tæppe til at se ud:


Tæppet er maskinsyet af grå/gråblå/sorte rester og som bagside har jeg brugt grå fleece fra Stof & Stil, så det er lækkert blødt og varmt.

Så kan jeg bare vente på hans reaktion, når tæppet er ankommet!

7. marts 2012

Marathonsyning - igen!

Endnu en gang er en herlig dag sammen med Kirsten, Mette, Gitte og Esther i Kirsten og Prebens gæstfrie hjem!

Det har været rigtig hyggeligt, og vi har alle fået syet en masse. Tiden løb bare alt for hurtigt, og inden vi fik set os om, gik turen hjemad igen, først til Svendborg, hvor Mette kørte mig til bussen, og så videre med bus til Nyborg.

Her kommer lige et par fotos, men kig også ind på Mettes blog, for her ligger mange flere!

Travlhed i syværkstedet
Mette og Gitte
Kirsten gør klar til applikaring
Esther syr lapper sammen
Det tæppe, jeg selv har arbejdet på, vil jeg ikke vise, før det er helt færdigt. Jeg mangler lige at sy lukkekanten på!

- og så har jeg også modtaget mine gevinster: Kalenderen fra Bali Quilt, og stofrullen og bogen, som var den giveaway, jeg vandt hos Esther!

3. marts 2012

Kursusdag

I Danehofquilterne afholder vi hvert år et enkelt kursus eller to, og dette forår var ingen undtagelse.  Dagens kursus med Bente Sørensen fra Bøgelund Patchwork er nu vel overstået, og mæt af nye indtryk og spændende teknikker, kan arbejdet nu fortsættes hjemme.

Jeg har aldrig tænkt over, hvor smart det er at bruge Marti Michells skabeloner samt maskinsy i inch i stedet for cm, men det fandt jeg hurtigt ud af og måtte så investere i dette sæt skabeloner:


Her er mit udbytte fra dagens anstrengelser:


Her er et lille udpluk af de forskellige stjerner, der blev fremtryllet i dag:


Det har været en særdeles dejlig dag, og efter sådan et kursus er man jo ivrig efter at fortsætte, men det må nu lige vente lidt, for jeg har lige et par ting, der skal være færdige først.

Hvis du vil se flere fotos fra dagens kursus, så er der mange flere i Danehofquilternes fotogalleri.