Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

8. august 2008

Status ved begyndelsen

Sommeren har været stillestående med hensyn til håndarbejde, hvor langt det meste af tiden tilbringes ved Storebæltsbadet, hvor jeg, som medlem af Vikingelauget Erik Klipping - en forening for vinterbadere, nyder badningens mentale og fysiske velvære både sommer og vinter.

Patchworkmæssigt er jeg ved at lægge sidste hånd på et sengetæppe til en enkeltseng i mønsteret "Hunter´s Star". Tæppet er et restetæppe, som håndsys over pap i blå nuancer med råhvid bund.

Derudover er jeg på begynderstadiet til en mini-vægquilt i gyldne farver med råhvid bund. Quilten skal sys i hånden over pap, og de enkelte papstykker er ca. 1½ x 1½ cm, skåret diagonalt i trekanter. Det færdige mål vil blive ca. 50 x 50 cm.