Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

19. oktober 2011

Alene igen!

Efter at være omgivet af to ferierende børn i en hel uge, er vi nu bare os selv igen. Torsdag morgen i sidste uge rejste jeg til Djursland for at passe Lisa og Sidsel, mens min søn og svigerdatter var til guldbryllup i Thy.

En frostklar solopgang på Djursland
Lisa rejste med mig hjem til Nyborg lørdag aften, efter vi havde overværet superliga håndboldkampen mellem Århus og Skanderborg i Århus Atletion. Lisa spiller selv håndbold og hun var en af de børn, der skulle løbe med spillerne ind på banen.

Lisa og veninden Caroline (Lisa til højre)
Nicolai har også været her siden lørdag, og han cyklede hjem til sig selv i dag også. Der er meget begrænsede aktiviteter for sådanne to krudtugler her men de hygger sig åbenbart alligevel bravt!

Mandag formiddag var de begge til bolchefremstilling i vores aktivitetshus, hvor der blev kogt bolcher i lange baner, som de så efterfølgende fik med hjem.

Lisa og Nicolai i fuld gang med at klippe bolcher
Mens Nicolai for det meste hyggede sig sammen med min bedre halvdel foran hver deres computer, havde Lisa og jeg travlt med at sy og hækle til hendes nyindkøbte Build-a-bear kanin! Derudover så vi nogle film og hun brugte også en del tid foran min computer. Sådan en hun skrap til at bruge, så der blev spillet og surfet på internettet i stor stil.

Næste gang Lisa skal på ferie her, skal hun have sin cykel med. Så har vi bedre muligheder for at komme lidt omkring. Det lille energiundt har i den grad behov for at brænde krudt af, hvilket der ikke er ret mange muligheder for her - i hvert fald ikke i efterårsferien, hvor der så godt som ingen børn er ude at lege. De må jo alle være på ferie hos deres bedsteforældre skulle man tro.

11. oktober 2011

Ny taske - håbløst mønster

Så lykkedes det mig nu endelig at få færdiggjort tasken, som jeg syede på hele dagen hos Gitte, og som jeg efterfølgende splittede helt ad igen, da ingen af os undervejs havde opdaget, at vi havde vendt taskestykkerne forkert!

Jeg besluttede mig for at pille det hele op, da jeg ville genbruge de sjove damer, og købte nyt plastik, da det jo ikke kunne genbruges. I går kunne jeg så endelig lægge sidste hånd på værket:



Aldrig før har jeg dog oplevet så elendigt et mønster som dette! Mønsteret er fra Den Lille Lade, og til indertasken/foret måtte jeg helt opgive og selv finde på noget, da der hverken var hoved eller hale i vejledningen.

Jeg tror i hvert fald ikke, at tasken har været syet op af en uvildig, inden den blev sat til salg. Så ville man have opdaget, hvor dårligt, den var formuleret! Der er overhovedet ingen tegnsætning, og beskrivelsen af fremgangsmåden er mangelfuld og komplet umulig at forstå!

Jeg plejer ellers nok at kunne følge en opskrift/vejledning, men denne gang måtte jeg altså opgive!

I sidste ende blev tasken nu helt god alligevel, og jeg fik også styr for foret med lynlåslomme samt en ekstra lille lomme til mobilen, men det blev som sagt helt efter eget design.

Hvis man vil tjene penge på at sælge mønstre, bør man i hvert fald sikre sig, at vejledningen er klar og tydelig og kan forstås af alle - også af dem, som ikke har den helt store erfaring i taskesyning!

9. oktober 2011

Lille kalenderomslag til tasken

Jeg har åbenbart fået en hel mani med at lave kalenderomslag, så denne gang blev det til et omslag til min lille plankalender, hvor der også er plads til telefonlisten samt en notesblok. Bagerst i en lomme kan der ligge visitkort og den slags småting. Den er perfekt at have i tasken, da den ikke fylder ret meget.




Omslaget måler 10,5x19 cm sammenklappet, og min syveninde Connie har leveret de fleste af ægkanterne.

Jeg har sat en lille trykknap i lukkestroppen og for at skjule, hvor trykknappen er syet fast, har jeg syet en lille hjerteknap ovenpå.

4. oktober 2011

Dejlig dag på Nordfyn

5 piger - Gitte, Kirsten, Mette, Lone og undertegnede havde aftalt at mødes til en maratonsydag hos Gitte på Nordfyn. Lone og jeg ankom ca. kl. 12.45 belæsset med alskens sygrej samt symaskiner. Gitte havde desuden inviteret sin nabo Ellen, som også er en ivrig quilter, og de havde allerede været i gang med at sy et par timer - (samt spist en hyggelig brunch, som vi så gik glip af), da Kirsten og Mette også var ankommet ved 10-tiden!

Lone og jeg måtte først en tur i Stof & Stil for at købe noget stof til en taske, vi havde tænkt os at sy. Så da vi endelig var ankommet hos Gitte, skulle der skæres stof og gøres klar til syning. Afbrudt af en hurtig frokost kunne vi så langt om længe komme i gang ved symaskinerne.

Dagen gik med en masse snak og en masse syning afbrudt af korte pauser hvor der blev indtaget lidt fast føde samt rigeligt med kaffe.

Taskerne blev ikke helt færdige, så foto kommer først senere, men her er lige lidt stemningsbilleder fra en dejlig dag, som vi blev enige om at gentage med jævne mellemrum:

Der slappes af med en kop kaffe
Mette får lidt instruktion af Gitte
Kirsten beundrer Ellens fine løber
Når der ikke er plads nok på bordet, må man jo bruge gulvet!
En travl systue
Ved 21-tiden pakkede vi alt vores grej sammen og med aftale om at mødes igen om en måneds tid hos Kirsten, vendte næsen hjem mod Nyborg igen.

Tak til tøserne for en skøn dag. Man kan ikke andet end blive inspireret af det slaraffenland, Gittes kælder er!