Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

27. maj 2010

Umulius

Jeg skal besøge min gravide niece i morgen aften, så jeg har tænkt mig at give hende trøjen og huen nu. Så får hun barnevognstæppet, og hvad jeg ellers når at strikke, i barselsgave.

For et stykke tid siden klippede jeg stof til en legekube (umulius), og jeg fik det også syet over pap. Så nåede jeg ikke rigtig længere, men kom så i går aftes i tanker om den, og selvfølgelig skal min niece da også have den i morgen, så jeg gik straks i gang med at arbejde på den.

Nu er den så, med møje og besvær, blevet færdig - den har altså ikke fået navnet "Umulius" uden grund!

Her er så det færdige resultat fra forskellige vinkler:

Afslutning og afsked

Tirsdag aften holdt vi sommerafslutning i Nyborg Gospel Choir, og samtidig måtte vi tage afsked med vores dygtige korleder gennem 2 år, Lasse. Han studerer nu i København og er det sidste halve år rejst frem og tilbage mellem Nyborg og København hver tirsdag aften. Det har vi været rigtig glade for, men det kan jo ikke fortsætte, da det jo er vigtigt, at han nu tænker på sin egen uddannelse og karriere.

Han har, sin unge alder til trods, formået at bringe koret op i en utroligt høj standard - så høj, at vi for kort tid siden har kunnet indspille en fantastisk cd, og han fik da også en masse rosende ord med på vejen.


Det bliver spændende, hvad den nye sæson med den nye korleder, Maja, vil bringe. Hun skulle, efter sigende, være rigtig dygtig. Hun har vistnok ikke den store erfaring med gospel, men til gengæld en masse erfaring med jazz, og gospel passer godt til jazzgenren, så det skal hun såmænd nok finde ud af.

Selv om det var lidt vemodigt at skulle tage afsked med Lasse, så blev det en fornøjelig aften med en super buffet, sang og underholdning.

Alle fik sagt farvel med et kram, og Lasse fik de bedste ønsker med på vejen for hans videre karriere.


Jeg fik ikke taget noget billede af hele bufet'en, men så kan I jo savle lidt over den lækre osteanretning:

25. maj 2010

Der er gang i strikketøjet

Sideløbende med barnevognstæppet, som jeg er i gang med at sy til min nieces kommende baby, strikker jeg også en smule. Min niece laver ikke selv håndarbejde, og det gør hendes mor = min søster heller ikke. De er derfor taknemlige for, at moster = mig, er så håndarbejdsivrig, at der gerne "falder lidt af" til dem også!

Huen har jeg strikket på 2 aftener, og den er jo ikke til at stå for, vel? Mønsteret er fra Drops Design og garnet er også fra Drops, men købt i en lokal butik.


Mit kamera har været udlånt en uges tid, så derfor kan jeg først lægge fotos ud nu, selv om trøjen har været færdig nogle dage. Opskriften har jeg fra et ældre nummer af  "Hendes Verden", og garnet har jeg købt i Stof & Stil.


Barnevognstæppet mangler jeg kun at quilte, så kan jeg komme i gang med nogle af de UFO'er, der ligger og venter.

15. maj 2010

Jeg er da en smule stolt af mig selv

I går gennemførte jeg en gåtur på 20 km! Det er de fynske spejdere, der hvert år på Kr. Himmelfartsdag arrangerer Grøndals Marchen - en march, hvor man kan vælge at gå 10, 20, 30 eller 50 km.

Jeg var inviteret med af mit bonusbarnebarn Nicolai, og sammen med ham og hans mor travede vi de 20 km rundt på Midtfyn. Det var nok lidt vovet, for jeg er absolut ikke i topform, men så måtte det briste eller bære!

Her er en flok glade unger hjemme ved deres egen spejderhytte - klar til at tage på den lange vandretur:


Så er vi samlet ved Grøndalshytten i Rolfsted:


Kl. 9.15 startede vi fra spejderhytten og ud i den smukke fynske natur. 1. rast undervejs var ved 10 km-posten, og her gik ungerne i gang med medbragte frokost,



- og ved 15 km-posten fik de efterhånden ømme fødder og ben lidt hvile inden de sidste 5 km hjem:


Det var en fornøjelse at opleve de seje unger. Ikke en eneste gang hørte vi nogen klage over ømme ben eller vabler. Der var stadig plads til skæg og ballade 2 km fra målet:


Ved 14-tiden var vi tilbage ved udgangspunktet, hvor vi fik udleveret diplomer og diverse mærker til at sy på spejderuniformen, hvis man ellers var i besiddelse af sådan en. Vi andre gemmer dem som souvenir.

Jeg kunne godt mærke, at jeg havde ben, da vi nåede aften, og hvor var jeg dog træt! Ømheden i benene er aftaget væsentligt, men jeg tror nok, der skal endnu en nats søvn til, før jeg er helt frisk igen.

Allerede nu har jeg lovet, at jeg nok skal gå med næste år igen - men så tror jeg nok, jeg vil træne lidt mere inden marchen!

10. maj 2010

Mere ølsnak

Jeg var nok en smule træt i går efter lørdagens ølfestival, så efter at have gennemgået listen med de forskellige øl, jeg smagte på, må jeg indrømme, at Nekron Stout'en fra bryggeriet Djævlebryg lige smutter ned på en 2. plads!

Den allerbedste var naturligvis den, der hedder Burn Out fra Amager Bryghus. Det er også en røgøl, og for dem, der kunne tænke sig at smage den, kan jeg kun sige: "Prøv det"! Navnet lyder barsk, men er man til de mørke øltyper, som virkelig smager af noget, er den perfekt. Den smager helt vildt godt, og jeg synes absolut ikke, den smager af for meget røg.

9. maj 2010

Ølfestival København 2010 og grillmad

Så er vi landet hjemme hos os selv igen efter et besøg på Ølfestival København 2010, som fandt sted i hallen TAP1 på Carlsbergbryggeriet. Festivalen er arrangeret af Danske Ølentusiaster, som vi begge er medlem af:


Vi burde jo nok have læst lidt på lektien hjemmefra, for med det kæmpestore udbud af ølsorter, er det næsten umuligt at vælge, hvilke man har lyst til at smage på. Man kan jo af god grund ikke smage dem alle.

Efterhånden som tiden gik, kom der flere og flere mennesker, og hen på eftermiddagen var der efterhånden overfyldt:


Vi fik dog smagt forskellige øl med mere eller mindre gode smagsoplevelser, men den jeg syntes bedst om, var en letrøget stout fra Bryggeriet Djævlebryg som hed Nekron Stout. Det er en 8,5% stout med et diskret røgpræg, som der står i ølguiden:


Der blev også smagt på øl-is, som var en positiv oplevelse:


Hjemme hos vennerne i Herlev ventede der om aftenen en skøn menu med mad fra Webergrillen. Det var næsten for meget ovenpå en øl-eftermiddag, men det smagte jo skønt, selv om appetitten ikke var voldsomt stor.


Efter en god nats søvn og et veldækket morgenbord, blev vi fragtet til Høje Taastrup station, og så gik turen med DSB retur til Nyborg.

Det er første gang, jeg har besøgt den årlige festival. Det har været en rigtig dejlig weekend, men jeg må indrømme, jeg har ikke lyst til at rejse til hovedstaden udelukkende for at besøge festivalen, men i forbindelse med et besøg hos gode venner, er det helt ok. Der er alt for mange besøgende, og der er ingen steder, man stille og roligt kan sidde og nyde et glas. Det er lidt ærgerligt, men det er jo nok bevidst, at man har gjort det sådan. Ellers ville der måske være for mange, der bare sad og hældte i sig.

Vi er begge enige om, at vi er lidt matte i sokkerne nu, hvor kufferten er pakket ud og roen er faldet over os, så mon ikke en lille lur vil være på sin plads? Det vil jeg gøre...........!

7. maj 2010

Det er en om'er.....!

Halvvejs færdig med at sy blokkene til min Hidden Ninepatch sammen opdager jeg, at jeg har syet alle blokkene forkert sammen. Mønsteret går simpelthen ikke op! Jeg har prøvet på kryds og tværs, men ligegyldigt, hvad jeg gør, går regnestykket ikke op.

Da jeg havde syet ninepatch blokkene, skåret dem igennem og placeret dem på gulvet, som de skulle ligge, passede det fint.

Da jeg for et stykke tid siden syede den nye blok sammen, opdagede jeg efter et stykke tid, at jeg havde vendt de enkelte fjerdedele en smule anderledes i forhold til hinanden, end på den første oplægning, men jeg fortsatte, for det kunne vel ikke betyde alverden......., men det gjorde det altså, så nu må jeg i gang med at sprætte det hele fra hinanden igen!


Og hvad kan man så lære af det? Lad være med at gå på kompromis! Det giver kun ekstra arbejde.

Som om det ikke er nok, så har jeg mistet min gode, store Clover opsprætter! Den er glemt eller tabt et eller andet sted, så nu må jeg have fat i en ny!

Og så skulle det lige ske, når jeg virkelig har brug for den. Øv for noget skidt.

Nå, der nytter jo ikke noget at ærgre sig. Jeg må bruge en af de andre, men kun halvt så gode opsprættere, indtil en ny Clover er anskaffet. Den er simpelthen uundværlig. Det bliver nu først efter weekenden, jeg kommer i gang, for i morgen tidlig går turen mod hovedstaden, hvor vi skal besøge gode venner, og sammen med dem besøge Københavns Ølfestival 2010, så syning bliver det i hvert fald ikke til, efter vi har fået en række spændende øloplevelser!

4. maj 2010

Læg et puslespil

Hvis du lige skal holde en lille pause fra dit sytøj, kan du jo passende lægge et lille puslespil. Tryk på fotoet og kom i gang:

DSC00766 red - online jigsaw puzzle - 40 pieces

Rigtig god fornøjelse!

2. maj 2010

Cd-indspilning

Hvilken herlig søndag!

I dag har Nyborg Gospel Choir indspillet en cd i den lokale Vindinge Kirke med en stor del af det repertoire, vores dygtige dirigent, Lasse, har indstuderet med os det seneste par år.

Ikke nok med, at vi skulle indspille cd'en, så var det i dag også Lasses 24 års fødselsdag. Hvor er det herligt, at den unge mand vil bruge sådan en dag sammen med en flok halvgamle koner - som der jo er en del af i koret - men på den anden side, så må det være dejligt for et ungt menneske at have så mange mødre, som man kan blive forkælet af ........


2 x Lone havde i dagens anledning bagt en fødselsdagskage, som Lasse - og selvfølgelig alle vi andre - kunne nyde til kaffen, og kirken havde de pyntet med dannebrogsflag!


Cd-indspilningen blev en enorm succes. Efter optagelserne fik vi lige hørt en enkelt af sangene, og hvilken fryd - jeg var slet ikke klar over, at vores kor lyder så fantastisk flot! Jeg glæder mig helt vildt, til optagelserne har været en tur omkring redigeringsbordet, og til cd'en er færdig. Så vil jeg lægge et par af numrene ud her på bloggen!


Desværre er vi nu i den situation, at Lasse forlader Nyborg Gospel Choir til fordel for sine studier i København, og det er vi alle i koret utroligt kede af, for aldrig har vi dog haft en korleder, der i en alder af kun 23 år selv har stået for de fantastisk flotte arrangementer til flere af numrene i vores repertoire. Det bliver svært for en kommende korleder at leve op til Lasses standard! Med den musikalitet, den unge mand lægger for dagen, skal han nok nå langt inden for musikkens verden!

Desværre har vi ingen afløser fundet endnu, så vi kender ikke korets fremtid efter sommerferien! Forhåbentlig lykkes det bestyrelsen at finde en, der brænder for gospel, og som forstår at styre omkring 50 ivrige og forventningsfulde korsangere!