Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

25. juli 2013

Egeskov Slot

I sidste uge havde vi besøg af min lillesøster et par dage. Vejret var jo fantastisk, og da vi på grund af genhusning ikke bor særligt hyggeligt i øjeblikket, er det skønt at kunne tage til stranden i det dejlige sommervejr, så eftermiddagene blev selvfølgelig tilbragt ved Storebæltsbadet.

En dag var dog afsat til et besøg på Egeskov Slot. Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst har besøgt slottet, så nu måtte det snart være på tide.


Vi nød den skønne slotspark med krydderhaven, Fuchsiahaven, alle de smukke staudebede, gamle, smukke træer og meget mere.

Susanne og jeg foran en af rosenportene
Fantastiske valmuer
Smukke gamle træer

En tur i labyrinten blev det også til:

- samt en gang treetop walking:


Selvfølgelig skulle vi også se de forskellige udstillinger, bl.a. alle de gamle biler - her landets første campingvogn. Den har tilhørt en kendt maler, men glemsom som jeg er, så har jeg glemt hvem. Campingvogne ser unægtelig noget anderledes ud i dag:


Vi havde en rigtig hyggelig dag, og Egeskov Slot var bestemt et besøg værd - også selv om det var drønvarmt!

11. juli 2013

Slumretæppe og maratonsyning

I anledning af min mors 90 års fødselsdag i søndags har jeg syet et slumretæppe til hende, så hun ikke mere behøver at fryse om fødderne i sin kolde lejlighed. Tæppet er maskinsyet og med en tyk, lækker fleece på bagsiden:


Juli måneds maratonsyning foregik hos Gitte. Denne gang var vi kun 4, for hverken Lone eller Kirsten havde mulighed for at deltage.

Sommervejret viste sig fra sin bedste side, så hele dagen foregik udendørs. Birthe viste os et babytæppe, hun havde syet. Det er vildt sødt med alle de farvestrålende og sjove katte:


Mette syede på små barnevogne, som gerne skulle ende op i bordpynt til en barnedåb, og Birthe fik syet en sød taske til et tekrus samt tebreve. Desværre glemte jeg at tage et foto, og det søde stitchery, som Gitte syede på, fik jeg heller ikke taget et foto af:


Om eftermiddagen inviterede Gitte på vaffelis i Bogense Marina:


- og senere tændte hun op i grillen:


Aftenmenuen bestod af grillede spyd med kød og grøntsager på samt en lækker skinkesteg med flutes og salat. Hertil et glas kold Lambrusco:


Ved det tændte bålsted med missekatten, der slappede af ved siden af, kunne vi nyde den danske sommers skønneste dessert: jordbær med fløde - og vaniljesauce, en kombination, jeg smagte for første gang, og som slet ikke var så tosset endda!


En skøn dag i skønt selskab, hvor der nok blev hygget mere end arbejdet!

4. juli 2013

Sejltur på Godthåbsfjorden

Vi troede, vi havde oplevet det største på sejlturen i Kobberfjorden, men det var jo intet i forhold til den dag, vi tilbragte på Godthåbsfjorden!

Vejret er helt fantastisk denne onsdag morgen, så efter morgenkaffen kravler vi om bord og sejler denne gang i modsat retning -  rundt om Nuuk og videre ind i Godthåbsfjorden:


Den fantastiske natur slår jo fuldstændig benene væk under én. Vandet er spejlblankt, og solen skinner fra en skyfri himmel og skønheden samt stilheden rører én dybt i hjertet - her er ord vist overflødige:


De følelser man har, når man lige så stille glider rundt omkring et isbjerg, kan slet ikke beskrives. Hvor er naturen dog forunderlig:


Michael og Jan prøver lige, om der skulle være lidt fisk, der bider på, men de er for dovne i dag:


Efter ca. 4 timers sejlads op i fjorden, er det desværre på tide at vende næsen hjemad igen:


Med Sermitsiaq og Nuuk om bagbord:


Hjemme igen kan der lige blive en smule afslapning med strikketøjet på terrassen:


Vi havde selvfølgelig håbet på at møde et par hvaler undervejs, men de snød os desværre! Om eftermiddagen, som vi rejste hjem om morgenen, havde der været ikke mindre end 4 styks pukkelhvaler, der boltrede sig i vandet omkring Nuuk! Ærgerligt vi gik glip af den oplevelse!!

Jeg tror alligevel, dette har været en af de mest vidunderlige dage i mit liv! Hver gang jeg tænker på den sejltur, kribler det i maven efter at sætte sig i et fly med kurs mod Grønland igen! Jeg forstår godt, sønnike nyder livet deroppe og ikke tænker på at vende næsen mod DK foreløbig!