Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

17. december 2013

Det har været en lang pause........

...... så nu må jeg hellere komme i gang med min blog igen!

Vores liv har været turbulent en stor del af 2013. Det begyndte så godt med en rejse i maj måned op til ældstesønnen, som bor i Grønland. Det, vi så kom hjem til, har ikke været rart - hverken fysisk eller psykisk. Genhusning med alt hvad det indebærer er noget, en vis mand har skabt! Noget vi ikke selv har valgt, med efterfølgende frustrationer over et byggeprojekt, som selv boligforeningen må erkende, er kørt helt af sporet.
Vi har nu været i vores "nye" hus i 3 måneder, og vi har selv måttet bekoste en mindre formue, for at huset kan tilgodese vore behov og ønsker. Hele processen har tæret på helbredet hos os begge, så vi vil nu bruge 2014 til heling og forhåbentlig et liv i vore nye omgivelser, som med tiden bliver lige så godt, som det var før.

Mine håndarbejdsaktiviteter har ikke været store, og slet ikke med hensyn til patchwork. Der har dog været godt gang i strikketøjet, da der i familien var ventet 2 småfolk i løbet af efteråret.

Trine, min niece, fik en lille prins for en måneds tid siden, og Ditte - Trines lillesøster - fik en lille prinsesse for et par dage siden.


Til Trines lille Adam blev det til disse 3 trøjer:



Til Dittes lille Freya blev det til disse trøjer samt en hue til den hvide trøje:



Til Ditte fik jeg også syet et barnevognstæppe. Tæppet er et bestillingsarbejde, og Ditte har selv valgt mønster og stof. Tæppet er håndsyet og håndquiltet:


Storesøster Nana må jo ikke glemmes, så til hende strikkede jeg denne hættetrøje:

Jeg har stadig mange ideer til, hvad jeg gerne vil lave - både i patchwork og i strik, så jeg håber, at lysten til håndarbejde vender tilbage med fuld styrke i 2014!

31. august 2013

Nyt liv til spisestuestolene

Om 6 dage får vi nøglen til vores nyrenoverede hus! Endelig kan vi se en ende på den trælse genhusning, hvor ingenting fungerer, som vi har været vant til i vores "normale" hverdag.

For at gøre lidt fornuftigt i ventetiden, har jeg fået taget mig sammen til at ompolstre mine 5 spisestuestole. Den 6. er gået til de evige møbelmarker for lang tid siden!

Før
Efter
Da jeg købte gardinstof til vore nye stuevinduer i Stof & Stil, lå denne carryfarvede Alcantara ved siden af. Farven indgår perfekt i gardinerne, så det måtte simpelthen bare med hjem! Det er nu heller ingen luksus med en ompolstring, for det lyse stof er bestemt ikke for kønt mere!

28. august 2013

Lidt mere færdigt

Disse japanske piger er et bestillingsarbejde, som en god veninde skal bruge som fødselsdagsgave:


Nu bliver der heller ikke syet flere af den slags, da dette er det 6. eller 7. sæt - og så er silke ikke det mest morsomme at sy i!

Jeg stod lige og manglede en fødselsdagsgave, så nu kom kassebonrullen igen i brug! Det blev til endnu et sæt i sort/hvidt:


Der bliver stadig strikket babytøj, så her er endnu et færdigt projekt - en trøje til Nanas kommende lillebror. Trøjen er strikket i str. 6-9 mdr., Så den kommer til at kunne bruges næste efterår:


- og nu er der kun 10 dage, til vi får nøglen til vores nyrenoverede hus! Helt nøjagtigt den 6. september! Flyttefolkene kommer så og flytter os den 11. og 12., så vi har lige en lille uge til at nusse rundt dernede. Der er indkøbt gardinstof og Alcantara til spisestuestolene i en farve, der passer til det indkøbte gardinstof. Gardinerne skal jeg i gang med nu, så de er forhåbentlig lige til at hænge op, når vi ankommer, og forhåbentlig når jeg også at ompolstre spisestuestolene.

Da vi besøgte IKEA for at købe forskellige ting til vores "nye" bolig, faldt jeg over dette geniale rullebord. Det passer perfekt til mit syrum, hvor jeg kan have alle de ting, jeg bruger. Så slipper jeg for diverse æsker og at meget af det ligger og roder på bordet, hvor der i forvejen ikke er for meget plads. Skal jeg sy inde i sturen, så kan jeg tage hele rullebordet med i stedet for at rende frem og tilbage 117 gange, fordi man ikke lige husker det hele på en gang!


Det fungerer perfekt og kan varmt anbefales!

21. august 2013

Babystrik plus lidt flytning.......


Så blev den første babytrøje færdig! Trine og Ditte - mine to dejlige niecer, som begge venter småfolk, bliver jo også belemret med hjemmestrik og diverse andre finurligheder, så her er den første lille trøje i str. 0-3 mdr. som skal gå til Dittes lille prinsesse, som kommer til verden lige før jul:


Trøjen er strikket i bomuldsmix - et dejligt blødt bomuldsgarn med en smule akryl. Jeg synes bare, det er lidt svært at strikke rigtig pænt jævnt i bomuldsgarn, men jeg håber, det kan bruges alligevel.

Næste projekt på pindene er en trøje til Trines lille prins, som kommer til verden midt i november.

Vi har nu fået datoen for flytning. Den 6. september får vi nøglen, og den 11./12. september bliver alt vores habengut flyttet hjem til vores nyrenoverede hus. Dejligt vi lige har en uges tid til at vænne os til tanken samt finde ud af, hvor vi skal gøre af alle vore ting. Vi får jo noget mindre skabsplads, og udenfor mangler både den overdækkede terrasse samt cykelskuret, som jo måtte lade livet i forbindelse med renoveringen. Hvor vi skal gøre af diverse haveredskaber og hvad der ellers har været opmagasineret her, er en gåde!

Overdækningen bliver retableret, men sikkerts først i løbet af 2014, når samtlige huse står færdige. Et nyt skur/redskabsrum må vi selv sørge for, da det lille redskabsrum som hører til huset ikke kan rumme ret meget andet end vore cykler!

Det bliver skønt, når det hele en gang er på plads, og vi igen kan leve et normalt liv! Det genhusningshalløj er dog noget af det værste og mest frustrerende, jeg har oplevet! Jeg skal ALDRIG nogensinde flytte igen. Det har jeg lovet mig selv - i hvert fald ikke ufrivilligt som denne gang. Det er hæsligt!

15. august 2013

Endelig sker der noget

Nu er sommerferien slut, og håndværkerne er i fuld gang i vores hus, så nu tror vi på, at tidsplanen holder, og at vi kan flytte hjem igen inden for de første 14 dage af september.

Kors, hvor vi glæder os! Her hvor vi er genhuset, trives vi overhovedet ikke. Her er grimt og rodet. Vi kan ikke finde vore ting, da mindst 30 flyttekasser står i depot. Vi savner simpelthen vores normale hverdag i vores trygge base!

Men nu ser det lysere ud, og i dag var vi inde og snuse i vores lejlighed, da vi lige skulle måle vinduer op, så gardinstoffet kan blive købt og gardinerne syet.

Sådan ser rummene ud i dag:

Et kig ind i badeværelset, som er så godt som færdigt
Bryggers og køkken
Fliser i køkkenet fuges
Der fremstilles dørkarme
Michael med målepinden
Det ser rigtig godt ud, selv om der er et par ting, vi ville ønske, der kunne være anderledes, men vi glæder os nu alligevel til at flytte ind i vores "nye" bolig!

8. august 2013

Øv, jeg har dummet mig......!

Jeg har været inde og rode i Picasa, og det skulle jeg aldrig have gjort, for nu er SAMTLIGE fotos i min blog forsvundet! Pist borte!

Picasa har altid irriteret mig, fordi jeg synes, det er utroligt rodet og uoverskueligt! Jeg ville "rydde op" i alt det "skrammel", der lå der med det resultat, at jeg har fået slettet de fotos, som er knyttet til min blog!

Skaden er sket, og i de seneste indlæg har jeg rekonstrueret indlæggene, så fotos igen er synlige. Det orker jeg bare ikke hele bloggen igennem, så hvis nogle undrer sig over de manglende billeder, så er det derfor!

Jeg kan stadig ikke fordrage Picasa, men det er åbenbart en nødvendighed, hvis jeg vil blogge via googles Blogger!

6. august 2013

Maratonsyning

Så kan jeg se tilbage på endnu en skøn dag sammen med dejlige veninder og vores sytøj!

Denne måneds syning foregik i vores genhusningshjem, og desværre var vi ikke fuldtallige denne gang, da Lone og Kirsten ikke kunne deltage. I skal begge vide, at I har været savnet!


Jeg nåede et godt stykke vej med min fødselsdagsdækkeserviet, håndsyet i needleturn teknikken. Et foto blev det dog endnu ikke til! Jeg skal lige træne lidt mere, for jeg opdagede, at det faktisk er længe siden, jeg sidst har syet noget i den teknik!

Mette kæmpede bravt med sin umulius:


Birthes symaskine drønede derudaf på hendes cowboybuksetæppe:



- og Gitte fik syet toppen til 2 mug rugs med nogle nuttede aber, og hun fik også syet kanten på en mug rug med stitchery, som hun tidligere har syet:


Tak for denne gang, piger! Vi ses om en måneds tid igen!

1. august 2013

Stille alenedage på Djursland og besøg i Lystrup

I sidste uge passede jeg hus, hund og kanin for Mikael og hans familie, mens de ferierede på Kreta.

Det er nu tredje år i træk, jeg har været helt alene i det lille hus i skoven, mens de unge har været på ferie, og hvor har jeg dog nydt roen, stilheden og det skønne vejr! Bortset fra traveture i skoven med Chili og en enkelt afstikker til Odder, blev jeg på matriklen, hvor jeg hyggede mig med en god bog og mit strikketøj.

Kl. 05.30 den morgen familien blev afleveret i Tirstrup Lufthavn. En mere fredfyldt udsigt en tidlig morgen skal man vist lede længe efter:


Sådan ser det ud der fra, hvor jeg ligger på græsset og læser i skyggen af den store rødbøg:


Chili søger nærkontakt:


Når den lille familie kommer hjem igen, ankommer der et par nye familiemedlemmer - 2 heste, som Mikael nu har indrettet fold til:


Månen på vej op, og travetur i skumringen:


Efter opholdet på Djursland, kørte Mikael mig til Lystrup, hvor jeg skulle mødes med min bedre halvdel på banegården. Vi var nemlig inviteret til at tilbringe weekenden hos min bror og svigerinde.

Vi skulle have sejlet en tur i deres skønne sejlbåd Olivia, men desværre var vejret lige netop denne dag ikke til en hyggetur på vandet på grund af kraftige vindstød. Vi nøjedes med at ligge på stranden og iagttage verdensmesterskaberne i 29'er - de både har vist ingen problemer med kraftige vindstød:


- og en dukkert blev det selvfølgelig også til:


Lørdag aften var solnedgangen over Lystrup helt fantastisk. Himlen lignede noget fra en science fiction film, men hvor var det dog ubeskriveligt smukt:


Mandag formiddag satte vi os i toget for at rejse hjem til det hjem, vi for øjeblikket er henvist til. Hvor jeg dog glæder mig til vi kan komme hjem til os selv igen og indrette vores "nye" hus. Det er ret deprimerende at bo så grimt, som jeg føler vi gør, og hvor ingenting fungerer rigtigt, men vi må jo have lidt tålmodighed endnu, for vi er først blevet lovet at kunne flytte hjem i midten af september! Det føles som flere år!

25. juli 2013

Egeskov Slot

I sidste uge havde vi besøg af min lillesøster et par dage. Vejret var jo fantastisk, og da vi på grund af genhusning ikke bor særligt hyggeligt i øjeblikket, er det skønt at kunne tage til stranden i det dejlige sommervejr, så eftermiddagene blev selvfølgelig tilbragt ved Storebæltsbadet.

En dag var dog afsat til et besøg på Egeskov Slot. Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst har besøgt slottet, så nu måtte det snart være på tide.


Vi nød den skønne slotspark med krydderhaven, Fuchsiahaven, alle de smukke staudebede, gamle, smukke træer og meget mere.

Susanne og jeg foran en af rosenportene
Fantastiske valmuer
Smukke gamle træer

En tur i labyrinten blev det også til:

- samt en gang treetop walking:


Selvfølgelig skulle vi også se de forskellige udstillinger, bl.a. alle de gamle biler - her landets første campingvogn. Den har tilhørt en kendt maler, men glemsom som jeg er, så har jeg glemt hvem. Campingvogne ser unægtelig noget anderledes ud i dag:


Vi havde en rigtig hyggelig dag, og Egeskov Slot var bestemt et besøg værd - også selv om det var drønvarmt!