Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

28. august 2011

Dansk Patchwork Forenings 25 års jubilæumstræf (1)

I weekenden afholdt Dansk Patchwork Forening sit 25 års jubilæumstræf, og i år fandt træffet sted i Odense Congress Center. Jeg havde meldt mig som frivillig hjælper i 2 x 2 timer - lørdag morgen i billetsalget og om eftermiddagen i shoppen/garderoben.

Da træffet åbnede lørdag, blev de besøgende modtaget med musik fra H.C. Andersen gardens Tambourkorps:


Det blev en dejlig weekend med masser af synsindtryk på den store udstilling og i de 48 butikker, der var opstillet i den store hal. Efter min vagt ville jeg kigge rundt i butikkerne, om der lige skulle være noget, jeg absolut ikke kunne undvære, men der var så overfyldt og så varmt, at det ikke blev til så meget. Det var som om alle Danmarks quiltere skulle handle samtidig!

Det var rigtig dejligt at få hilst på en masse kendte ansigter, og også at få sat ansigt på endnu flere fra Patchworkgruppen på 24Timer! Det var egentlig meningen, at jeg kun ville besøge messen lørdag, men lige inden jeg skulle hjem, løb jeg ind i Lone - en kær veninde, som jeg ikke har set i lang tid. Vi blev enige om at mødes søndag for rigtig at få sludret. Lone havde undervist i et par workshops, så derfor havde jeg ikke mødt hende tidligere.

Søndag tog jeg toget, og på banegården så jeg en dame med en patchworktaske. Jeg spurgte hende, om hun også skulle til OCC, og det skulle hun. Vi delte så en taxa og ankom til OCC ved 11.30-tiden. Der stod allerede en lang kø for at købe lodder i foreningens tombola. Jeg stillede mig fluks i køen for at købe nogle lodder, og var så heldig at vinde en skøn bog med de sødeste babyting, så det blev en dejlig start på dagen:

Min gevinst samt weekendens indkøb
Den bog glæder jeg mig til at studere nærmere og måske sy et eller andet til familiens yngste!

Bagefter mødtes jeg med Lone, og vi spiste frokost sammen og bagefter gik vi så hver for sig på opdagelse i butikkernes eldorado af must-have-ting! På billedet kan man se mine beskedne indkøb.

Både Projekt Puttetæpper og Quilt Pink havde nogle fine stande, med masser af dejlige tæpper doneret til gode formål:


Der var jo også hele den store udstilling, som jeg brugte en del tid på. Jeg fik taget rigtig mange fotos af de fine værker, der var udstillet. Bl.a. var nogle af nu afdøde Gunnar Retslovs fantastiske silkeværker udstillet. Dem havde han doneret til DPF, så 25 års jubilæet var jo en fin anledning til at udstille disse vidunderlige quilts:


For at indlægget ikke bliver for langt, vil jeg i morgen vise flere af mine fotos fra udstillingen.



24. august 2011

Nana på besøg og stofindkøb

I går havde vi hele dagen besøg af lille Nana og hendes forældre: min søde niece Trine og hendes mand Nicolaj!

Det er første gang efter Nanas fødsel, de har besøgt os, og det blev en pragtfuld dag. Hun er en vidunderlig lille skat med et skønt væsen, og det var fantastisk rigtig at opleve den lille krudtugle nu, hvor det hele foregår på 2 ben:

Dejlige Nana
Nana og hendes mor
Min bedre halvdel må have børnetække, for Nana forelskede sig hovedkuls i ham!
Vi er så heldige, at vi i 3 dage har rådighed over en bil! Det medførte så, at vi i eftermiddags først kørte en tur til Odense for at hente en sæk fuld røgesmuld, og på hjemturen smuttede vi lige omkring Factory Outlet i Langeskov.

Her blev posen lige fyldt op med lidt til stoflageret:


Efterhånden er der ikke så meget spændende stof tilbage, som jeg synes er interessant, men det blev da alligevel til godt og vel 20 meter! Det er godt nok ikke de nyeste stoffer, men det er jeg ligeglad med, bare det er gode farver, som passer til det, jeg laver.

22. august 2011

Kalenderomslag

Husker I denne taske?

Jeg syntes lige, der manglede lidt at putte i den, så af de sidste rester kunne der lige akkurat blive et omslag til en Mayland-kalender:

Forside
For- og bagside

21. august 2011

Et par dage sommer!

I dag er det sommer - i hvert fald endnu! Dagen startede med morgenkaffe i badeklubben, da en af pigerne havde inviteret til fødselsdagsmorgenkaffe. Herefter en skøn tur i vandet, som selvfølgelig var helt vidunderligt!

Da jeg kom hjem, gik jeg lige en runde i haven, og det myldrer jo stadig med skønne blomster, som vi jo slet ikke har haft mulighed for at nyde ret meget i år.

Min fuchsia, som bliver klippet helt ned til jorden hvert forår, og alligevel er busken nu omkring en meter høj:



Det er en fantastisk plante, der står i fuldt flor hele sommeren igennem. Smukkere findes næppe.

Der er også lige den smukke Dahlia som jeg fik foræret af Lisbeth i forsommeren:


Ellers er haven ikke noget at prale af i denne sommer. Jordbær var der ikke mange af, og tomaterne var stadig så grønne, at de er blevet plukket og syltet! Rabarber er der masser af, og dem har vi virkeligt nydt, men de vokser jo uanset vejrtype!

20. august 2011

Fiskerne

I dag modtag jeg en dejlig pakke med posten. Jeg er medlem i et bogforum, hvor vi sludrer om alt muligt inden for litteratur.

Snakken faldt på de "gamle" danske forfattere, og så var der en der nævnte, at han da havde Hans Kirks "Fiskerne" fra 1928 liggende i en udgave fra 1943, og hvis nogen havde lyst til at modtage den, måtte vedkommende gerne få den. Så var jeg hurtig, for den bog har jeg altid været fascineret af, og så er udgaven jo lige så gammel som jeg selv!

Og sikke dog et fint eksemplar. Den ser ud, som om den aldrig har været åbnet:




Den glæder jeg mig rigtig meget til at læse igen, og så pynter den jo også i reolen!

Tusind tak til giveren fra en stjerneglad modtager!

6. august 2011

Min sommerjulegave

Jeg har fået min første julegave! Min dejlige veninde Lone, spurgte forleden dag, om jeg kunne tænke mig at få min julegave nu, eller om jeg hellere ville vente til jul!

Øh - ja, nysgerrig er man vel, og jeg kunne også fornemme, at Lone var lige så ivrig efter, at jeg skulle have den nu, så det fik jeg så. Se så lige, hvad der var i pakken:


- mønsteret til Amy Bradleys skønne badepiger Bountiful Beauties! Hvad passer bedre til en vinterbader? Ih, hvor jeg glæder mig til at komme i gang!

Tusind tak, Lone! Godt vi er lige nysgerrige begge to!

4. august 2011

En aften på Nyborg Vold

Jeg har i aften været på Nyborg Vold til det årlige voldspil. Forestillingen i år er musical'en The Producers efter Mel Brooks film af samme navn fra 1968.

Det var slet ikke meningen, jeg ville have set stykket i år, for jeg syntes bestemt ikke, filmen var særlig god, og musical'en havde jeg aldrig hørt om. Forestillingen blev dog rost til skyerne, både i medierne og af venner og bekendte, der har overværet den. Lise fra badeklubben og jeg besluttede os derfor hurtigt for, at vi vist også hellere måtte komme af sted, og som sagt, så gjort:





Vejrguderne var med os i aften, for vejret var perfekt i modsætning til sidste uge, hvor forestillingen måtte aflyses en enkelt aften på grund af regn. Vi hyggede os som de fleste andre med kaffe og kage i pausen, og under forestillingen nød vi et glas vin, som Lise havde medbragt.

Stykket var hylende morsomt, pikant frækt og fantastisk godt spillet, sunget og danset, så det var en god beslutning, vi havde taget! En fantastisk aften!

1. august 2011

Flere savlesmække

Den første prøve på en savlesmæk jeg syede til Nana viste sig at være ganske god og anvendelig, så nu er der lige blevet produceret 2 stk. mere:


Så fik jeg lige at vide her i aften, at i dag gav hun slip for første gang og tog sine første skridt alene uden støtte:


En veninde til min niece er i lære som fotograf, og hvad er et mere oplagt motiv at øve på end en lækker baby: