Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

28. juni 2009

Jeg er blevet vild med Sverige!

Så er jeg på banen igen efter en herlig ferie i Sverige - lidt mat i sokkerne efter 15 timer i en glohed bil i går, men rig på mange gode oplevelser i et dejligt land.

Jeg må indrømme, jeg er blevet vild med Sverige, og det er absolut ikke sidste gang, vores sommerferie skal afholdes her. Naturen er enestående, og folk er så smilende, venlige og hjælpsomme. Den betjening, man får i butikker og restauranter, kunne mange danskere godt lære lidt af!

Vores base var et sommerhus i Undenäs 10 km nord for Karlsborg i en lysning midt i en skov og 200 m fra søen Viken! Der lå kun 2 huse foruden "vores", så her var jo aldeles skønt.

Den største oplevelse vi havde, var en heldags sejltur gennem Göta Kanalen fra Karlsborg, til Törreboda - en strækning med sluser, broer og smalle passager. Det var bare så flot! For 500 SEK pr. mand - inkl. dejlig frokost med drikkevarer, kaffe og kage samt bustur tilbage til udgangspunktet. Da en SEK svarer til ca. 0,70 DKK,må man jo sige, det var en billig fornøjelse!

Det blev også til en shoppingtur i Jönköping - den eneste skuffelse var, at der OVERHOVEDET IKKE VAR EN ENESTE PATCHWORKBUTIK, så der blev ikke indkøbt noget af den slags - øv! Til gengæld blev det til lidt fodtøj og et par klude til kroppen, men det er jo heller ikke så ringe endda.

Da jeg kom hjem og åbnede posten, lå der en lille pakke med ½ meter af det julestof, jeg efterlyste i det forgående indlæg! En sød dame i Esbjerg havde noget liggende, som hun gerne ville sælge til mig. Er det ikke herligt, hvordan man kan hjælpe hinanden i vores "branche"?

15. juni 2009

Øv, det er surt!

Jeg har haft en UFO liggende i mange år - en masse rhomber i julestoffer, syet på pap.

Endelig fik jeg en god anledning til at færdiggøre juletræstæppet, for det var lige sådan et, en af mine veninder ønskede sig i fødselsdagsgave. Jeg var overbevist om, at alle dele til tæppet var syet på pap, og at antallet passede, så jeg tog delene med, da jeg i nogle dage skulle besøge min mor i Sønderborg.

Jeg syede og syede - og nøj - hvor blev det pænt. Lige indtil jeg var næsten færdig med den yderste række! DER MANGLEDE 2 STK af den grønne.!!!! Hele mit stoflager er gennemgået grundigt, men nej - intet tilbage!

Jeg har scannet stoffet ind, så hvis der er nogen derude, der kan hjælp, vil jeg blive mægtig glad for et lille stykke. Omkring 10 x 20 cm er nok til, at jeg kan gøre arbejdet færdigt!

Det ser sådan ud:

10. juni 2009

Kursustaske

Jeg har været på kursus hos Kludemarie i Odense, og i går aftes samledes hele holdet, så vi kunne vise hinanden samt underviseren Kirsten Lene og Tove fra Kludemarie de færdige resultater.

Taskerne er rigtig praktisk indrettet med masser af lommer til skæreplade, linealer, bøger, forlængerbord til symaskinen og alskens grej, man skal bruge, når man er på kursus.

Det var sjovt at se, hvor forskellige taskerne blev, og de er bare så superflotte allesammen.


Min egen taske er denne her:

Helles blog kan man se, hvordan taskerne er indrettet. Det har jeg ikke selv fået taget billede af.

9. juni 2009

Opdatering


Nu er det sommer igen, og jeg kom jo aldrig rigtig i gang med at skrive i min blog, men nu skal det altså være! Jeg vil forsøge at holde den opdateret, så godt jeg kan.

Jeg er forlængst blevet færdig med Hunter's Star tæppet. Mit ældste barnebarn fik det til sin 18 års fødselsdag:

Det lille vægophæng blev i stedet for en lille dug på mit spisebord:


Siden sidst er der desuden blevet fremstillet en del dækkeservietter. Der er blevet syet 8 stk. af denne model i teknikken stak og skær:


- og 6 stk. af denne model, som er håndsyet over pap og freestyle maskinquiltet:

Fortsættelse følger.........