Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

28. januar 2011

Ovenpå igen (sådan da) - samt Sorte Engle!

Så er den værste lungebetændelse overstået, og jeg kan igen leve nogenlunde normalt. De sidste penicillin er slugt, så nu kan det kun gå fremad. Det har været en hård omgang, som jeg godt kunne have været foruden!

I morgen tidlig (meget tidligt) sætter jeg mig i intercitytoget for at rejse en tur til Sønderborg for at besøge  min gamle mor en lille uges tid, så jeg vil være uden internet, indtil jeg kommer hjem igen. Jeg havde ellers bestilt et trådløst bredbåndsabonnement til den bærbare, og det kom da også med posten i dag - bortset fra, at de havde glemt og sende USB-modem'et med!

I aften var vi inviteret af vores bonus barnebarn Nicolai til at se deres musical forestilling "De Sorte Engle"! Det er altid 6.klasserne på hans skole, der opfører årets teaterstykke, og i år var det så Nicolais klasse, der havde fornøjelsen!

 

Det var rigtig hyggeligt, og ungerne gjorde det fantastisk godt! Der var både engle, djævle, rocksangere, balletdansere, pokerspillere samt en masse andre spændende personer involveret i stykket, som både var morsomt og tankevækkende.

Aftenen sluttede med fælles buffet, hvor hvert enkelt forældrepar leverede deres del af maden, som blev sat på 2 lange borde, og så kunne man ellers forsyne sig med lige, hvad man havde lyst til. 

20. januar 2011

Feber, hoste og fuldmåne!

Nu er jeg snart træt af feber og den voldsomme hoste samtidig med, at energien står på nul! Det går jo nok over igen, men føj, hvor føler man sig da ugidelig og slap!

En gang om måneden i vintersæsonen, når det er fuldmåne, arrangerer vi fuldmånebadning i vinterbaderklubben, og i går var ingen undtagelse. Det blev nu kun til en gang biksemad med spejlæg, så måtte jeg pænt takke af og køre hjem i seng!

Badning blev det således ikke til i denne omgang, men jeg fik dog lige tage et foto af den skønne udsigt i fuldmåne ud over vores badebro med Storebæltsbroen i baggrunden:

17. januar 2011

Det passer jo ingen steder!

Jeg har i lang tid haft en taskebøjle fra Stof & Stil liggende, og i dag fik jeg lige lyst til at sy en crazy pung i rosa og lilla farver. Stofferne er alle mulige smårester, jeg har fået rundt omkring.


Ak og ve - jeg troede i min naivitet, at det var meget enkelt at sy sådan en tingest efter det gratis mønster fra Stof & Stil. Det passer bare ingen steder, så jeg var meget tæt på at opgive, men jeg spurgte lige de kloge damer i Patchworkgruppen, om de kunne give mig nogle tips. Jeg fik et par gode råd, så nu vil jeg prøve igen på et senere tidspunkt, når jeg er lidt mere vågen!

15. januar 2011

En prøveklud

Jeg har længe haft lyst til at sy en dækkeserviet med snoet kant efter et mønster fra Butik Kastanja, men mønsteret virkede temmelig kompliceret, så jeg har ikke rigtig haft modet til at gå i gang.

I dag har jeg så endelig fået taget mig sammen og fik da også syet dette prøveeksemplar:


Teknikken er bestemt ikke for nybegyndere, og jeg er da heller ikke tilfreds med resultatet, men nu ved jeg, hvilke fejl, jeg ikke skal gøre næste gang, så nu tør jeg godt gå i gang med et helt sæt.

Selv om dette eksemplar ikke er så kønt, skal den såmænd nok blive brugt til et eller andet alligevel!

13. januar 2011

Se hvad jeg har fået i dag!

I eftermiddag har jeg haft besøg af Halina, som jeg har lært at kende gennem min blog, da hun selv er blogger. Hendes blog hedder Trolle's Verden, og hun er en fantastisk dygtig og kreativ pige. Det er man overhovedet ikke i tvivl om, når man ser, hvad hun kan med sine hænder, og hvad hun har foræret mig. Det er den sødeste nålepude, jeg nogensinde har ejet. Den skal nok blive flittigt brugt!




Som om det ikke var en flot gave i sig selv, forærede hun mig også dette skønne smykkesæt af de smukkeste opaler:


Tusind tak, Halina! Jeg er helt overvældet, og det var en fornøjelse at lære både dig og din mand at kende personligt!

11. januar 2011

Ølsmagning

I aften var vi til ølsmagning i vores lokale ølklub - en afdeling af Danske Ølentusiaster. Aftenens emne var Ost og Øl fra Gundestrup Mejeri og Bryghus.


25 veloplagte deltagere fik smagt en masse spændende ost samt 6 pragtfulde øl, der passede perfekt til de enkelte ostesorter! Det var rigtig lækkert, og endnu en gang blev man overbevist om, at de små bryggerier og mejerier kan levere noget, der er helt unikt og særdeles spændende.

Det blev en skøn aften, hvor smagsløgene virkelig blev forkælet, og så gør det jo heller ikke noget, at man fik et par skønne ostehapser med hjem af det, der blev tilovers, vel?

6. januar 2011

Nyt projekt skudt i gang

Så er det nye projekt kommet i gang, og foreløbig er der skåret, syet og trimmet 60 enkle blokke i hvidt og sort med et enkelt stænk af rødt:



Resten er foreløbig en hemmelighed!

2. januar 2011

Status 2010

Hvad blev det så til af færdiggjorte projekter i 2010? Det blev ikke til helt så meget patchwork, da en glædelig begivenhed i familien var på trapperne, hvilket betød, at der også skulle gang i strikkepinde og hæklenål!

Her ses en collage af det meste af årets produktion:


Den største glæde var, at jeg fik den ære at sy lille Nanas dåbskjole. Det blev lidt af en udfordring, da jeg havde været så letsindig at købe satinstof til en del af kjolen, men det færdige resultat blev rigtig godt, synes jeg.

Et nyt projekt er nu på trapperne, men mere herom senere.

1. januar 2011

Årets sidste og Godt Nytår!

På den sidste dag i 2010 blev jeg færdig med denne UFO, som har ligget gemt væk siden jeg var på kursus hos Quiltegavlen i Augustenborg i 2008:


Kursusprojektet, som bestod af et sykit, gav mulighed for at lave 2 eksemplarer af den gule og den grønne trekant, men det var kun det ene vægtæppe, jeg dengang fik gjort færdigt. Forskellen på de to tæpper er, at de lyse og de mørke farver vender modsat. Det første projekt kan ses på min hjemmeside her.

Langt om længe fik jeg købt det mørke bundstof - sort/brunt meleret, som man kan ane på fotoet. Jeg synes, at helt sort ville virke for hårdt.

Den nye skal min søster have som tak, fordi hun for snart længe siden inviterede mig med til B.B. Kings koncert i Sønderborg! Jeg ved, hun ønsker sig sådan et vægtæppe, så mon ikke, den falder i god jord?

Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at ønske alle, der læser min blog

Rigtig godt nytår 2011!

Jeg glæder mig til at følge alle de blogs i 2011, jeg selv er fast læser af. Det er utroligt inspirerende og facinerende at følge, hvad alle de dygtige og kreative mennesker rundt omkring i verden frembringer af fantastiske værker med deres hænder.