Så er det nye år 2013 skudt godt i gang, og i lighed med tidligere år har jeg lavet en collage over alt det håndarbejde, jeg har fået lavet i det forgangne år:
Det er mest blevet til småting, bortset fra et enkelt tæppe, Sarah Lund sweateren og den lange kjole.
Jeg synes, dagene går så hurtigt - eller er det mit tempo, der med alderen bliver langsommere, for jeg synes ikke, jeg når ret meget på en dag! Det bliver jo sikkert ikke anderledes, så jeg må være glad for det, jeg når!
Så er jeg ved at lægge sidste hånd på
sengetæppet til min søster. Jeg mangler at sy lukkekant på og quilte omkring de røde felter. Det skal bare være færdigt inden 16. februar, så det når jeg nok.
Mit andet projekt, det planlagte slumretæppe i norsk strimmelteknik, er kasseret! Jeg har ellers prøvet at sy toppen færdig, men for det første er strimlerne skåret forkert, så den færdige quilt slet ikke ser ud, som den skal. Da jeg fik syet blokkene og lagt dem op på gulvet, var det bare SÅ grimt i farvesammensætningen. Jeg prøvede så at skifte det ene stof ud, og det blev det noget pænere af, men ikke mindre skævt!
Det var så bare mange timers spildt arbejde, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Det er jo heller ikke første gang, jeg har prøvet det!
Når tæppet til min søster er færdigt, ligger der en Red Brolly taske, som venter på at blive færdig sammen med 10 nøgler af den lækreste Alpaca, der skal blive en trøje til mig selv!
Godt nytår til alle!