Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

6. november 2012

Dejlige dage i Blåvand

Hvert efterår er vi en tur i sommerhus med min gamle mor samt mine to søskende og vore respektive ægtefæller!

I år blev det så i et af Kolding Kommunes sommerhus i Blåvand fra tirsdag til søndag. Vejret var ikke det allerbedste, og alt omkring os sejlede i vand, men med den rette påklædning, blev den skønne natur nydt i fulde drag.

Kolding Kommunes sommerhus ved Blåvand
Det blev til adskillige forblæste traveture ved det oprørte og fantastisk smukke Vesterhav, men der var også et par dage, hvor solen tittede frem, og Vesterhavet viste sig fra den rolige side.

Tordenskyer over Vesterhavet
Solskin over Vesterhavet
Der er jo utroligt mange bunkere fra 2. verdenskrig omkring Blåvand, og et par stykker af dem havde en eller anden kunstner udsmykket ved at sætte hestehoved og -hale på. Rigtig flot og spændende! Så er de to bunkere da i hvert fald ikke helt så grimme. Uhyggelig tanke, hvad der er foregået under jorden derovre!

Tyskerbunker med udsmykning
Vi var også lige en tur op ad de 169 trappetrin til toppen af fyret! Jeg elsker at komme op i højderne og nyde flotte udsigter, og her blev vi bestemt heller ikke snydt!

Blåvand fyr
En veninde, som kender området, havde anbefalet os at køre over og se en lille bitte kirke i Børsmose. Desværre var kirken lukket, så vi måtte nøjes med at se den udefra. Man kan godt fornemme, hvor lille den er.
Børsmose Kirke
God mad blev der heller ikke for lidt af! Her har min bror og svigerinde tilberedt en dejlig gang laks:

God mad
Den årlige sommerhustur er vores fælles fødselsdagsgave til vores mor, som fylder 90 næste sommer. Ønsker er der ikke flere af, og da hun nyder at være i selskab med sin familie, er sådan en tur jo oplagt. Hun syntes da også, det havde været rigtig dejligt, så nu håber vi, hun er lige så frisk næste år igen!

2 kommentarer:

  1. Sikke en idyl. Skøn natur. Kan næsten mærke suset fra Vesterhavet.
    Knus fra Kirsten

    SvarSlet
  2. Hvor er det dog en god ide med fødselsdagsgaven til jeres mor....
    Dejlige billeder....
    Knus fra Mette

    SvarSlet