Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

10. september 2015

Den sidste fjeldtur........

Den sidste uge, jeg var i Grønland, holdt Jan ferie, så derfor blev det til så mange skønne sejl- og fjeldture. Vejret var jo fantastisk, og både Jan og jeg kan ikke få nok af den skønne natur - både til vands og til lands, så det var bare med at komme af sted på nye eventyr så ofte som muligt!

Op ad formiddagen, en af de sidste dage af mit besøg, blev vi enige om, at vi endnu en gang ville til Præstefjorden for at fange nogle fjeldørreder, som der var mange af, da det er det tidspunkt, hvor de søger op i elvene for at gyde.

Op ad formiddagen sejlede vi af sted i klart solskin og blikstille vand:


Ankommet til bunden af fjorden efter godt 2 1/2 times sejllads, begyndte vi opstigningen. Der blev selvfølgelig holdt lidt pauser undervejs. Der var masser af fisk i elvens klare vand samt millioner af irriterende myg - så hurra for myggenettet!




Jeg følte mig lidt som en tumling, da påklædningen ikke ligefrem osede af sommer! Det var varmt, men nødvendigt, for selv om jeg var godt dækket til, lykkedes det alligevel de små stikkende vampyrer at ramme plet mange gange - selv igennem sokkerne!


Et godt stykke op ad fjeldet skulle der befinde sig en sø, hvor der, efter sigende, skulle være godt at fiske efter ørreder. Vi blev enige om at gå deropad, og vi gik og gik, og efterhånden mente vi, at når vi nu alligevel var nået så langt, kunne vi lige så godt gå helt op til søen!

Som sagt så gjort, og det viste sig da også at være hele turen værd! Her var smukt, fuldkommen stille og masser af fisk i det klare blå/grønne vand, så Jan fik hurtigt trukket en god portion ørreder i land, mens jeg bare nød at være der:




Det er efterhånden ved at blive lidt sent på eftermiddagen, og da vi skal til at begynde nedstigningen, bliver Jan lidt betænkelig ved, om vi nu har fået gummibåden trukket langt nok op på land, for vi kan jo regne ud, at der vil gå en del timer, inden vi når ned til kysten igen.

Jeg foreslog, at Jan gik i forvejen, da han jo var noget hurtigere til bens end mig, og så kunne han jo gå mig lige så stille i møde, når han havde sikret sig, at gummibåden lå så højt oppe på land, at tidevandet ikke ville skylle den ud i fjorden. Så ville vi da virkelig have haft et problem, for der var fuldstændig mennesketomt og øde i hele bugten.

Timerne gik, og jeg vandrede nedad, hoppede fra sten til sten, over adskillige vandløb, og passede selvfølgelig på ved hvert skridt, da der overalt ligger klippestykker eller områder med små tuer med vand imellem, som nemt kunne give temmelig våde fødder! Det var selvfølgelig lidt anstrengende for en ældre dame som mig, men såfremt man fulgte de stier, som rensdyrene fulgte, ville man automatisk komme ned til kysten igen, så det tog jeg helt roligt - indtil solen begyndte at gå ned!


Så fik jeg problemer, for jeg fik nu solen lige i øjnene, og så kneb det med at følge stierne, for de var helt umulige at se i terrænet! Ergo måtte jeg kravle op på hver eneste klippetop, for at finde det sted, hvor jeg kunne se stien.

Sådan så størstedelen af terrænnet ud, så det er nemt at komme til at træde forkert, og ca. 18 km er en del:


Det blev hårdt, og på et tidspunkt, måtte jeg sætte mig ned og slappe af et stykke tid, for knæene var efterhånden blevet lidt slappe af at kravle op og ned ad klipperne. Efter en times tid begyndte tusmørket så småt at vise sig, så jeg var nødt til at komme videre, inden det blev alt for mørkt. Heldigvis var der masser af frisk vand i elven, så flasken blev fyldt op adskillige gange!

På den sidste klippetop før det lange lave stykke ned til fjorden, fik jeg øje på Jan langt ude i periferien! Det lettede, så nu ville vi da finde hinanden igen. Jan fortalte, at han også var begyndt at være en smule urolig, da tusmørket begyndte at falde på, og han stadig ikke kunne se mig! Var jeg gået langs med elven, som er en meget længere rute, eller havde jeg fulgt samme rute som ved opstigningen? Han var så småt begyndt at tænke på at rekvirere hjælp til at finde sin gamle mor derude i naturen!

Nå, men nedstigningen endte godt, og vi kom ned til kysten igen. Det var efterhånden blevet hen på aftenen, og vi havde jo stadig ca. 3 timers sejlads hjem! Gummibåden lå i vandet, men heldigvis havde Jan bundet den fast til en stor sten. Om bord på båden igen, kunne vi så sejle hjem i den smukkeste solnedgang:


En times tid efter midnat kunne Jan fortøje båden hjemme ved bådebroen igen. Heller ikke i dag lykkedes det at se hvaler tæt på, så det har jeg stadig til gode!

Da vi endelig nåede hjem, skulle der renses fisk, og de skulle klargøres til røgning næste dag - her lidt af fangsten - dejligt store ørreder:


For mit vedkommende blev det til en tur på omkring 18 km i fjeldene, og Jan har gået 2-3 km mere, da han jo gik tilbage for at møde mig!

Jeg ved ikke, hvem af os der var mest trætte næste dag, så vi var begge glade for den gode sofa! Han har heldigvis 2 af slagsen. Jeg må indrømme, at jeg var ikke så lidt lidt stolt over, at jeg klarede strabadserne så godt og helt uden problemer med knæ eller ryg! Jeg er jo ingen årsunge mere.

Det var en spændende afslutning på nogle pragtfulde ture ud i den grønlandske natur, som jeg er så dybt fascineret af. Jeg ved ikke, om jeg ville begive mig ud på en fjeldtur af den kaliber igen, men mindre kan jo også gøre det, og jeg håber inderligt, der bliver en næste gang, for jeg er blevet helt og aldeles forelsket i Grønland!

4 kommentarer:

  1. Selvfølgelig bliver der en næste gang, ellers får vi andre jo ingen smukke billeder ;)
    Tak for turen.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme Kirsten!
      Selvfølgelig bliver det en næste gang, der skal bare lige spares lidt op først!

      Slet
  2. Respekt for din kondi i det terræn! Det havde jeg ikke kunnet holde til!
    Men drømmen om Grønland... den er vi fælles om...

    SvarSlet
    Svar
    1. Du må da derop en tur, Anne. Der er jo ingen, der siger, du skal trave 18 km i fjeldene!

      Slet