Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

27. oktober 2010

Så er dåbkjolen færdig

I dag blev kjolen endelig færdig. Nu mangler jeg kun at brodere navn og dato på, og det gør jeg i morgen formiddag, når jeg skal sy sammen med pigerne:


24. oktober 2010

Næsten færdig

Arbejdet med dåbskjolen nærmer sig nu sin afslutning. Alt går efter planen, så kjolen kan afleveres på torsdag.


Det blanke satinstof er noget drilsk at sy i, og da den nederste kant også er syet i det stof, har jeg haft lidt problemer med at få oplægningen pæn. Her sætter nok både symaskinen og undertegnede sine grænser. I morgen vil jeg derfor købe noget smalt satinbånd og lægge kjolen op med det i stedet for.

Herefter mangler kun den pinkfarvede sløjfe, og så kan lille Nana blive rigtig fin på hendes første store festdag. Her et lille kig til kjolens satinbærestykke - stikningerne ved kanterne er håndquiltet :

22. oktober 2010

Her er så stille nu!

I 1½ måned har mit syværelse været lånt ud til mit barnebarn, som sidste lørdag flyttede i egen lejlighed. Samme dag, som hun flyttede ankom mit mellemste barnebarn, Lisa på 7 år, for at holde sin efterårsferie hos os. Fra mandag til onsdag havde vi samtidig besøg af vores bonusbarnebarn, Nicolai på 12.

Her hygger de sig med hver deres Nintendo spillemaskine:


Tirsdag ankom min søster for at være hos os nogle dage. Jeg har fået den ære at måtte sy lille Nanas dåbskjole! Vi kørte til Stof & Stil om eftermiddagen, hvor vi fandt det yndigste stof, så en del af onsdagen gik med at klippe og sy:


Torsdag ankom mine to niecer sammen med lille Nana, som nu har det rigtig fint efter operationen! Det var dejligt at se den lille skønhed igen.

Mit barnebarn, Mette på 20, kom også på besøg, så der var trængsel i det lille hjem.


Min husbond to køkkentjansen den dag og serverede en lækker forloren hare for os, så vi andre kunne hygge os og trave en tur langs med Storebælt i det gode vejr. Her står jeg med de to børnebørn, de to niecer samt lille Nana, der sover trygt og godt i sin barnevogn:


I dag er den sidste gæst så rejst hjem, og nu er her underligt stille! Der går nok lige et par dage, inden hverdagen igen bliver helt "normal", og mit syværelse igen er fuldt funktionsdygtigt! Der er blevet vasket uanede mængder af tøj og sengetøj, og heldigvis har vejret været ualmindelig fint, så det hele kunne tørre ude i den friske luft!

I weekenden skal dåbskjolen sys færdig, så den kan blive afleveret på torsdag, når jeg rejser over til min søster i Kolding. Herfra kører vi sammen med vores mor til et sommerhus ved Ringkøbing Fjord, hvor vi skal nyde hinanden indtil søndag. Om lørdagen støder min bror og svigerinde til, så det skal nok blive et par dejlige og afslappende dage - og jo, sytøjet kommer skam med! Det har ligget stille alt for længe!

12. oktober 2010

En fantastisk weekend!

Hele sidste weekend stod i sangens og musical'ens tegn!

Jeg havde for lang tid siden, sammen med 3 andre fra Nyborg Gospel Choir, tilmeldt mig Musical Collection, at arrangement, som Fynske Folkekor her gennemført for anden gang. Første gang i 2008 og så her i weekenden.

Vi havde i forvejen fået tilsendt noder og lydfiler på korstykker fra Les Miserables, Atlantis og Mamma Mia, og alle tilmeldte - 127 personer - mødtes på Ådalskolen i Odense lørdag morgen, hvor vi under kyndig vejledning af Christian Dyrst, indøvede de herlige sange fra disse 3 musicals.

Søndag morgen mødtes vi igen, men denne gang i Odense Rådhushal. Indtil kl. ca. 14. øvede vi videre - denne gang sammen med de to solister Therese Andreasen og Hans Henriksen.

Eftermiddagen sluttede med et brag af en koncert, som startede kl. 15.00, og efter ca. 1½ time kunne vi tage afsked med hinanden efter 2 fantastiske dage fyldt med sang og musik!



- og et par fotos:



8. oktober 2010

Det næste par sokker er afleveret

Så har barnebarnet fået det andet par sokker, så nu behøver hun ikke fryse om fusserne i sin nye lejlighed, som hun overtager næste weekend:



Når damen er flyttet, så SKAL jeg i gang med at sy patchwork igen. Det meste af mit sygrej er pakket ned forskellige steder, så Mette kunne få lidt plads til sine ting også, og jeg orker ikke at slæbe det hele ind i stuen for at pakke det hele væk igen efter et par timer!

Det bliver nu alligevel lidt tomt, når vi bare er os selv igen. Selv om vi ikke har ret meget plads, har det været rigtig dejligt at have hende boende i de 1½ måned, det har varet! Hun glæder sig rigtig meget til at flytte i eget hjem, og sådan skal det jo være!

30. september 2010

Sokker i lange baner!

Den står på sokkestrikning i øjeblikket! Mit herboende barnebarn kunne godt tænke sig nogle hjemmestrikkede sokker, og det blev jeg jo nødt til at gøre noget ved.

Det eneste krav fra hendes side var, at sokkerne skulle have langt skaft, så her ses det færdige resultat:

  

Hun har købt garn til 2 par, så det næste par er allerede i fuld gang med at blive nørklet. Hun flytter for sig selv om 14 dage, så da skulle de gerne være færdige, så hun kan få dem med, og jeg igen kan hellige mig mit patchwork.

21. september 2010

Connies blomstertæppe

Jeg fik sådan lyst til at vise dette smukke blomstertæppe, som min dygtige syveninde Connie har syet til sit barnebarn Emma på syv år:


Tæppet er håndsyet over pap og håndquiltet, og det er Emma selv der har valgt både stoffer og design. Hun har også selv lagt de enkelte blomster op, som hun gerne ville have dem syet sammen.

Connie har besluttet, at alle børnebørnpiger - der er vist 5-6 stykker - skal have et tæppe hver, og jeg ved, at det næste allerede er godt på vej!

Connie er en fantastisk dygtig og omhyggelig håndquilter, og noget tyder på, at Emma har arvet sin farmors kreativitet og farvesans!

17. september 2010

Erik Klipping Revy 2010

I vores vinterbaderlaug har vi i lørdags afholdt revy - den første af slagsen nogensinde. Et par kreative mennesker havde fået en god ide, som skulle afprøves. Først nu kan jeg skrive lidt om løjerne, for alt er jo foregået i dyb hemmelighed indtil forestillingen!

I ca. 1½ måned har mit liv stået i revyens tegn, da jeg var så letsindig at melde mig som aktiv deltager! Der var en del tekster, der skulle læres - både sange og sketches, og da ingen af os havde prøvet sådan noget før, var det hårdt arbejde lige fra dag 1. Hvor har vi haft det sjovt, og hvor har vi grint - både af teksterne og af hinanden. Hele gruppen har fået et helt specielt sammenhold, som vi alle kan leve højt på i fremtiden.

Det er utroligt, så kreative mennesker, vi har i klubben. Alle tekster var dybt professionelle for ikke at tale om kostumerne, som var helt fantastiske.

Vi var to, der bl.a. skulle synge en sang om, hvad krabberne ser, når vinterbaderne går i vandet. Se lige en gang de to smækre krabber:


Som "rigtige" revystjerner skulle vi også iklædes høj hat og netstrømper:


Her en sketch fra en morgen i omklædningsrummet:


Kaj og Bøje manglede heller ikke (husker I dem fra Storebæltfærgernes tid?). De gav mange af klubbens medlemmer et ord (samt en klat eller to) med på vejen:


Revyen blev med stor succes afholdt på Restaurant "Skærven" i Nyborg. De 150 billetter, der var til rådighed, blev hurtigt udsolgt til vinterbadere samt deres familie og/eller venner så der var fuldt hus. Efter revyen blev der serveret en 3-retters middag, og så blev der ellers danset til et 5-mands jazzorkester til langt ud på natten!

Nu glæder hele holdet sig til "efterfesten", som skal afholdes, når den igangværende renovering af vores festlokale "Valhalla" er afsluttet sidst i oktober!

Er hun ikke dejlig?

Sådan ser familiens lille vidunder - Nana - ud i dag, 6 uger gammel - fri for forbindinger og bandager:


Er hun ikke dejlig?

9. september 2010

Status

Lige en lille opdatering! Der sker ikke så meget her i bloggen for tiden, da det er begrænset, hvor meget jeg kan sidde foran skærmen. Mit syværelse er p.t. lånt ud til mit barnebarn, der bor hos os, indtil hun finder en studielejlighed i Odense. Det er vist ikke så nemt lige for tiden, så hun må rejse frem og tilbage mellem Odense og Nyborg hver dag! Det betyder, at den unge dame må MEGET tidligt op om morgenen, men det går fint.

Jeg syr stadig på min mini-irish-chain, hvor hver firkant måler 1½ x 1½ cm. Jeg fortsætter bare, indtil toppen har den størrelse, jeg har tålmodighed til at sy:


Efter lørdag den 11. september skulle der også gerne komme lidt mere ro på herhjemme, og dermed lidt mere tid til at sy. Jeg har været så letsindig at melde mig som aktør i Vikingerevyen 2010 i vores vinterbaderlaug. Det er hårdt arbejde og lige nu skal der øves hver aften indtil forestillingen på lørdag.

Jeg glæder mig til det er overstået og til den gode middag, vi efterfølgende skal nyde!

Til slut en opdatering på lille Nanas situation. Hun er kommet sig fint efter stafylokokinfektionen, og i går kunne den lille familie endelig rejse hjem igen efter yderligere 14 dage på Skejby Sygehus. Nu håber vi, at de unge forældre endelig kan nyde deres lille baby uden angst og bekymring.