Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

15. oktober 2009

Efterårsferie

Det bliver ikke til så meget skriveri her i bloggen for øjeblikket. Grunden er ganske enkel: Jeg har feriebesøg af 2 af mine børnebørn, som lægger beslag på næsten al min tid. Dvs. den ældste, Mette på næsten 19, er rejst hjem i går, for som 3. års gymnasieelev kræves der jo en del forberedelse, så der var lige lidt der skulle læses til på mandag, når skolen begynder igen!



Den lille, Lisa på 6, bliver hentet af sin far og lillesøster i weekenden, så hende har vi fornøjelsen af lidt endnu. Sådan en størrelse med krudt i rumpen, kræver ind imellem sin mand/kvinde! Man finder i hvert fald ud af, det Vorherre havde en mening med, at man skal have sine børn, mens man er ung!

Selv om det er hårdt, er det jo herligt at have de små for sig selv nogle dage. Når man bor langt fra hinanden og sjældent ses, lærer man heller ikke hinanden så godt at kende, end hvis man omgås dagligt. Det er så dejligt at opleve den energi og livsglæde, som sådan en lille størrelse er udstyret med.

Vi har hygget os med alt muligt, og selvfølgelig skulle den lille dame også prøve kræfter med patchwork! Hun blev udstyret med 7 stk. pap, og så måtte hun udvælge 7 stk. stof hos Connie, min sy-veninde, og så gik hun ellers i gang med at sy sekskanter, for nu ville hun sy en fin blomst til sin mor og far.



Nu er "blomsten" færdig med knappynt og snor, så nu er gaven til mor og far på plads!

Vi har også været en del ved vandet - en herlig tumleplads i stiv kuling! Vandstanden i Storebælt er høj, og bølgerne har masser af skum på toppen, så hvad er bedre end at pjaske i vand og få både våde støvler og bukseben?

Efter 1½ time i forrygende stormvejr, mente hun nok, det var på tide at komme hjem til et krus varm kakao, så som sagt, så gjort!



Nu sover min lille guldklump, og i morgen er vi så klar til endnu en aktiv dag, hvor hun vi hjælpe med at gøre rent, og så har hun lige et strikketøj, hun skal arbejde på, siger hun. Hun er nemlig også ved at lære at strikke!

Hvor er der skønt at have børnebørn og få lov til at forkæle dem lidt en gang imellem!

1 kommentar:

  1. åh hvor lyder det til I har det super hyggeligt :-)
    I må have en skøn uge sammen *s*
    Knus, Helle

    SvarSlet