Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

12. september 2014

Søsterdage i hovedstaden - dag 3

Jeg glemte lige, at vi vejen hjem måtte en tur forbi Mette Blomsterbergs butik:


Det blev lige til 2 forskellige stykker lagkage til den nette pris af 50 kr. pr. styk! Vi delte begge stykker, så vi kunne smage begge dele, og - oh, hvilken fryd! De var alle pengene værd! Så oplever man virkelig, hvad gode råvarer og godt håndværk betyder:


Lørdag skulle vi mødes med min bror og svigerinde, som var på forlænget weekend i København, da min svigerinde om mandagen skulle til audiens hos Dronning Margrethe for at sige tag for medaljen hun havde fået for 40 års tro tjeneste!

Det har hele tiden været meningen, at vi om lørdagen ville på Louisiana, da ingen af os havde været der før. Pudsigt nok havde min bror og svigerinde samme planer, så vi kørte alle fire samt en af deres venner derop lige over middag. Efter en rigtig dejlig tur op langs Strandvejen blev vi godt nok lidt overraskede over, hvor mange mennesker, der også havde valgt at besøge Louisiana! Det var næsten umuligt at finde en parkeringsplads, men efter noget søgen, lykkedes det jo alligevel.

Udstillingen bestod af ca. 150 af Emil Noldes værker, samt en udstilling ved navn "Riverbed" af den islandske kunstner Olafur Eliasson.

Jeg må ærligt indrømme, at ingen af delene kunne jeg falde i svime over. Det kan godt være, at Emil Noldes billeder er mange penge værd og det man kalder god kunst, men jeg bryder mig bestemt ikke om dem. De seneste blomsterbilleder kan gå an, men resten synes jeg er mørkt, grimt og uhyggeligt!

Olafur Eliasson! Jamen hvad skal jeg sige? Mange forbundne rum, hvor der lå lava fløjet til Danmark fra Island, og ned gennem det hele, var der et lille vandløb!!! Jeg kalder det kunstsnobberi!


En anden del af Olafur Eliassons udstilling - alle mulige former og figurer af alt lige fra genbrugspap til ståltråd, legoklodser, træpinde, papir osv:


Så synes jeg bedre om dette værk, som permanent står på Louisiana:


Efter gennemgangen af udstillingerne tilbragte vi nogle timer i parken, som jo ligger smukt ned til Øresund:

Kapsejlads med smakkejoller
Mange mennesker nyder det skønne vejr
I forgrunden ses nok Danmarks bedst beliggende roklub!
Om aftenen valgte vi at blive hjemme og spise rester og hyggeos foran tv'et, da vi jo næste dag skulle vende næsen mod henholdsvis Nyborg og Kolding. Tak for nogle helt fantastiske dage, kære Susanne! Dem kan jeg leve højt på længe!

6 kommentarer:

  1. Det bedste ved Louisiana er vist udsigten! Vi "havde ikke tid" til Louisiana... Foretrak fisk og Folketing! Gitte og jeg har samme forhold til kunst... Vi besøgte Heart i Herning for at se en fotoudstilling. Den syntes vi om... men resten... Lort på dåse bogstaveligt talt... det vil vi ikke give penge for!
    Blomsterberg er vældig in... og prisen..? Tja.. Jeg betaler gladelig for et stykke sportskage hos La Glace. Når det smager godt, vil jeg gerne betale. Og så tit skal jeg ikke holde kage-orgie...

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er vist enige om mange ting, Anne! I hvert fald om det, der kaldes for kunst!
      Jeg har det sådan med La Glace, at vi måske kommer der 1 til 2 gange årligt, og den oplevelse er simpelthen et must uanset prisen.
      At sidde og nyde et lækkert stykke sportskage og en god kop kaffe der, er alle pengene værd!
      Det er første gang, jeg har prøvet Blomsterbergs kager!

      Slet
  2. Sikke en skøn tur du har haft med din søster. Sidder og ønsker det var mig der var på tur med min søster. Pas godt på din søster og nyd hende. :)
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør jeg også, Kirsten, og jeg forstår dig godt.

      Slet
  3. Hvor er det dejligt at se i har haft en skøn tur .... Louisiana, vi har været der også sammen med det halve af danmarks befolkning og en dejlig oplevelse. Det sætter jo også tingene i perspektiv at se O.E´s kunst. Kommer til at tænke på CO2 :-).
    Tak for kigget
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var måske de "forkerte" udstillinger for mig, for jeg var ikke begejstret. Det var jeg derimod for Trapholt, som jeg besøgte sidste sommer, som jeg synes, er et helt fantastisk sted - også beliggenhedsmæssigt.

      Slet