Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

28. august 2012

Så blev de mand og kone!

Lørdag var vi inviteret til bryllup i Harte Kirke, hvor min søde niece Trine og hendes kæreste Nicolaj endelig fik papir på hinanden. Lille Nana førte sin mor op ad kirkegulvet - er de ikke dejlige?



Et smukt par, der nu kan kalde sig for rette ægtefolk, sammen med deres lille prinsesse:


Da vi skulle ud af kirken, var der et regulært skybrud! Himmel og jord stod i et, men det havde Trines kollegaer taget højde for. De stod espalier med paraplyer, så de nygifte kunne komme nogenlunde tørskoede ud til den ventende veteranbil, som skulle køre dem til Tyrstrup kro, hvor festen skulle holdes.

Først skulle der bydes velkommen og skåles i champagne:



- og bagefter blev der delt ud af den flotte bryllupskage. Den smagte aldeles vidunderligt. Det øverste lag blev dog forsigtigt taget ned, så det kunne blive lagt i fryseren. Det er så meningen, at Trine og Nicolaj skal spise den på deres første bryllupsdag! En rigtig sjov idé, synes jeg.


Så skulle de nygifte lige foreviges uden for kroen:


- og bagefter var der ellers dækket op til den mest fantastiske middag!


Det hele smagte helt vildt godt, og der var rigeligt af det! 3 gange kom de rundt med hovedretten, så der var i hvert fald ingen, der gik sultne fra bordet!

Det blev en helt forrygende dag, hvor der blev danset til langt ud på natten. Her kommer lige et foto af mig selv sammen med min søster og bror:


Så skulle den officielle del lige afsluttes med brudevalsen, hvor parret blev overstrøet med friske rosenblade. Mere romantisk kan et bryllup vist ikke blive:


Efter brudevalsen, blev Nicolajs sokker selvfølgelig klippet i stykker, som det sig hør og bør, og derefter var der ellers fri dans. Kl. 02.00 blev der stillet frem til lav-selv-hotdogs, og derefter kunne vi heldigvis nøjes med at gå over i en anden fløj til vores værelse! Brudeparret, alle i vores familie samt et enkelt vennepar havde booket overnatning på kroen, så næste morgen kunne vi nyde morgenmaden sammen og lige få snakket lørdagens begivenheder lidt igennem. Inden vi vendte næsen mod Nyborg, nåede vi også lige at se de sidste gaver blive pakket op.

Det blev en fantastisk dag, som vi har glædet os til rigtig længe! Alt klappede perfekt - måske lige bortset fra vejret, men det har hverken vi eller DMI jo nogen indflydelse på!

En kæmpestor tak til Trine og Nicolaj, fordi vi måtte være med til at fejre deres store dag!

4 kommentarer:

  1. Flot par. Man siger jo at regn dråber i brudesløret giver et rigt ægteskab, så det er vel ikke så dårlig med lidt vand.
    Kan da også se at selv om man ikke er helt ung, kan man også se godt ud

    SvarSlet
  2. Tusinde tak for den dejlige historie, nu har jeg jo næsten været med til brylluppet.. fik dog ikke smagt kagen øv...
    Sikke et smukt par og lille Nanna, så bedårende ... og dig Annelise, du ligner jo en halv million, en meget smuk kjole og bolero ....
    Knus fra Mette

    SvarSlet
  3. Jeg kan godt forstå, at du er stolt af den lille familie. Perfekte er de og et smukt par og fin ide at lade deres datter føre mor til brudeskamlen.
    Din kjole er super og den lille bolero du har lavet til, det ligner en, som er købt i Paris. Smukt.
    Knus fra Esther

    SvarSlet
  4. Skønt at se det gik godt.
    Hvor ser I tre godt ud, man kan godt se I er søskende.
    Din kjole er stadig meget muk.
    Knus

    SvarSlet